Vaccineskeptikere deler slikkepinde for at blive smittet med coronavirus

På flere sociale medier er der oprettet grupper, hvor modstandere af coronavaccinen frivilligt lader sig smitte af hinanden på såkaldte 'coronabesøg'. Sundhedsstyrelsen tager skarp afstand

Følg Samfund

I lukkede grupper på internettet taler modstandere af coronavaccine åbent om at lade sig smitte frivilligt med covid-19 for på den måde at få et gyldigt coronapas.

Det viser research, som TV 2 Lorry har foretaget i de lukkede grupper, ligesom en række personer i grupperne fortæller det til TV 2 Lorry.

- Det er, fordi jeg bare er så træt af det her. Så det er for at få et hurtigt coronapas og slippe for at blive testet hele tiden. Og så blive immun mod sygdommen, siger Dorte til TV 2 Lorry.

Dorte er et opdigtet navn, da kvinden ønsker at optræde anonym. TV 2 Lorry er bekendt med kvindens identitet.Hun opsøger smitten i hendes eget nærmiljø og tilsidesætter almindelig hygiejne i håb om at få virusset:

- Min søn og hans kammerater var syge og i isolation. De bor sammen. Og så krammer jeg dem, spiser fra den samme tallerken som dem eller drikker fra samme glas, siger Dorte.

TV 2 Lorry har talt med flere personer, som aktivt har forsøgt at blive smittet med coronavirus. Ligesom Dorte opsøger de smittekæder i deres nærmiljø eller gennem grupperne på de sociale medier.

Flere af de personer, TV 2 Lorry har talt med, mener, at immunforsvaret bliver stærkere ved at blive eksponeret fra ægte smitte i forhold til ved at få vaccinen.

Kirsten fra Midtsjælland er en af de personer, som mener, at det er bedre at få coronavirus end at lade sig vaccinere. Også hun er anonym – men TV 2 Lorry kender hendes identitet.

- Det foregik sådan, at jeg tog hen til en god ven, jeg har - da han fik en positiv test, og da det smittede allermest - og så delte jeg en slikkepind med ham. Men det er ikke lykkedes mig at få det, siger hun til TV 2 Lorry.

Hos Sundhedsstyrelsen vækker oplysningen om grupper, hvor man vil ”dele” coronavirus, opsigt.

Læge Andreas Rudkjøbing, der arbejder med beredskab og smitsomme sygdomme i Sundhedsstyrelsen, skriver i en mail til TV 2 Lorry, at 'der desværre florerer en hel del misinformation, fejlagtige påstande og alvorlige misforståelser, især på diverse sociale medier.'

'Det er bekymrende, at covid-19 er en sygdom, nogen aktivt vil opsøge, særligt når der findes vacciner, der er effektive og sikre.'

Han oplyser, at selv unge kan få alvorlige sygdomsforløb, og at risikoen for indlæggelse er markant højere, hvis man ikke er vaccineret.

Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet og ekspert i kroppens immunologiske forsvar, er skeptisk over for teorien om, at naturlig smitte beskytter bedre.

- Når vi helt generelt ser på vacciner versus at opnå immunitet gennem sygdom, så er der ikke noget, der viser, at det er bedre at få sygdommen.

- Der er nogle, der vælger vaccinerne fra på grund af bekymring for bivirkninger. Men det er ikke kontrollerbart at lade sig smitte - der er jo en del smittede lige nu, som bliver alvorligt syge. Det er ud fra mit synspunkt en unødig risiko at lade sig smitte, og bivirkningerne ved vaccinerne er utroligt sjældne, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.