'Væk' for to måneder siden: Nu har virus ramt som en storm

For to måneder siden skrev flere medier, at coronavirussen nærmest var væk i Indien. Nu er det hele eksploderet

20. april 2021 døde mere end 2000 mennesker med coronavirus i Indien. Her et billede taget foran et krematorium i hovedstaden, New Delhi. Foto: Sajjad Hussein/Ritzau Scanpix
20. april 2021 døde mere end 2000 mennesker med coronavirus i Indien. Her et billede taget foran et krematorium i hovedstaden, New Delhi. Foto: Sajjad Hussein/Ritzau Scanpix

Spol tiden tilbage til 15. februar. Her skrev britiske BBC en artikel med følgende overskrift:

'Er epidemien endelig slut i Indien?'

Her blev det beskrevet, hvordan smittetallene skrabede bunden, og at der for første gang siden pandemiens begyndelse var en dag uden et eneste corona-dødsfald.

Samtidig forsøgte flere eksperter i artiklen at give svar på, hvordan landet, der ellers har været hårdt ramt af coronavirus, pludselig oplevede et markant fald.

Men bare to måneder senere må svaret på spørgsmålet i artiklens overskrift stå krystalklart. nej.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Patienter venter i ambulancerne, inden der er plads til dem på et af landets covid-19-hospitaler. Foto: Amit Dave/Ritzau Scanpix
Patienter venter i ambulancerne, inden der er plads til dem på et af landets covid-19-hospitaler. Foto: Amit Dave/Ritzau Scanpix
 

Overfyldte hospitaler
Flere medier skriver, hvordan en anden bølge med coronasmitte har ramt Indien som en storm.

Torsdag har landet med over en milliard indbyggere registreret 314.835 nye tilfælde af covid-19, hvilket er det hidtil højeste tal for et enkelt døgn i noget land under pandemien.

Samtidig har landets sundhedssektor i dagevis været på randen af kollaps, da hospitaler i det nordlige og vestlige Indien - også i hovedstaden New Delhi - mangler iltflasker til covid-19-patienter.

Derudover har to tredjedele af landets hospitaler ingen ledige senge tilbage. Og mandag lukkede landets hovedstad, New Delhi, ned, fordi hospitalerne er pressede til bristepunket.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

- Situationen er meget kritisk. Patienterne har svært ved at få en seng på covid-19-hospitalerne, og der er især mangel på ilt, siger præsidenten for Medical Association i byen Ahmedaban til Reuters.

De dårlige nyheder fra Indien kommer i kølvandet på den globale bekymring for den dobbeltmutation, der lige nu spreder sig i Indien.

Mutation fundet i Danmark
Den indiske dobbeltmutation er også opdaget i Danmark. Statens Serum Institut bekræfter over for TV 2, at der er fundet 11 nye tilfælde af den indiske dobbeltmutation i Danmark.

- Vores største bekymring med denne type mutation er reduceret vaccineeffekt og immunitet på grund af reduceret antistofeffekt.

- Der er simpelthen en øget risiko for, at du kan blive smittet igen, selvom du har gennemgået et covid-19-forløb, og selvom du er blevet vaccineret, siger den fungerende direktør i den norske sundhedsstyrelse, Espen Rostrup Nakstad, til Dagbladet.

I Storbritannien har de registreret 182 tilfælde, hvoraf 162 er opdaget i sidste uge.

WHO’s epidemiolog Maria van Kerkhove siger, at virussen vil blive ved med at mutere, og at vacciner er det bedste våben i kampen mod corona.