En dommers yderst usædvanlige metode har skabt røre i det colombianske retssystem.
Dommeren Juan Manuel Padilla har nemlig brugt den kunstige intelligens ChatGPT til at afgøre en sag.
Det skriver The Guardian.
Sagen handlede om en autistisk dreng, og det skulle afgøres, hvorvidt drengens forsikring skulle dække alle hans medicinske udgifter. Dommeren fandt, at forsikringen skulle betale regningerne, da forældrene ikke havde råd.
Spurgte chatbot til råds
Selve afgørelsen har ikke givet anledning til panderynker, men det har dommerens brug af ChatGPT derimod. Sagens dokumenter viser, at han har spurgt den kunstige intelligens til råds flere gange.
'Er en mindreårig autist fritaget for at betale gebyrer for deres behandlinger?' lød et af dommerens spørgsmål, hvortil chatbotten svarede:
'Ja, det er korrekt. Ifølge reglerne i Colombia er mindreårige diagnosticeret med autisme fritaget for at betale gebyrer for deres behandlinger.'
Stor debat
Sagen har ført til heftig debat, og metoden er blevet kritiseret af flere af Padillas kollegaer.
Selv forsvarer dommeren sig med, at teknologien skal hjælpe med at lette den byrde, der ligger på retssystemet i Colombia.
Padilla understreger, at han ikke mener, at kunstig intelligens kan erstatte en dommer, men at det kan bruges som et effektivt supplement i en afgørelse. Han brugte desuden også tidligere domsafsigelser til at understøtte afgørelsen i sagen om den autistiske dreng.
--------- SPLIT ELEMENT ---------