Værtsfamilier kan få kompensation for at huse ukrainske flygtninge

Kommuner kan tilbyde værter op til 500 kroner per ukrainer per døgn. I Esbjerg er niveauet sat til 200 kroner

Følg Samfund

Flere kommuner tilbyder økonomisk kompensation til danskere, der privat har indkvarteret ukrainske flygtninge.

Særloven giver mulighed for, at kommunerne kan give op til 500 kroner i døgnet per ukrainer til værtsfamilier.

I Esbjerg har man valgt at fastsætte niveauet til 200 kroner per person per døgn.

- Det er familier, der velvilligt stiller deres huse til rådighed for ukrainere. Men omvendt er der jo heller ikke noget, man skal lave forretning på, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Kompensationen skal ifølge borgmesteren gå til at dække de udgifter, som indkvarteringen medfører for værterne.

- 200 kroner kan måske dække omkostningerne til lidt mad og nogle basale fornødenheder.

- Jeg synes, det er ganske fint, at man kan få dækket omkostningerne. Det koster jo trods alt at have en familie på kost og logi, siger han.

Det er særloven, der trådte i kraft i sidste uge, som giver kommunerne mulighed for at give tilskud til værtsfamilier.

Foreløbig gælder muligheden frem til 4. april.

- Når de (ukrainerne, red.) har fået opholdstilladelse, så får de mulighed for at tjene deres egne penge, komme i job og skole. Og de vil også få mulighed for sociale ydelser fra kommunen, hvis der er behov for det, siger Jesper Frost Rasmussen.

Også i Sønderborg Kommune har man vedtaget at kompensere værtsfamilier.

Her har man lagt sig på niveauet 250 kroner per voksen per døgn. Et barn udløser en kompensation på 150 kroner per døgn, fremgår det af kommunens hjemmeside.

I Vejle Kommune har man fastsat to typer kompensation til henholdsvis kost og logi.

Tilskuddet er sat til at udgøre 30 kroner til kost per voksen per døgn. For et barn er kompensationen 15 kroner per døgn.

Dertil kommer en kompensation til husleje, lys, varme og vand per person per døgn på 50 kroner, fremgår det af Vejle Kommunes hjemmeside.

Kommunerne vil ifølge Esbjergs borgmester få udgifterne til kompensation godtgjort af staten.

Mere fra Ekstra Bladet+

Er Danmark for lille til store hemmeligheder?

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+