Vagten ville tjekke Allans lommer foran andre kunder: - Det var pinligt

Allan Kadar blev sammen med sin ven stoppet af en vagt, der forlangte, at de lod sig tjekke efter et besøg i Netto

Allan Kadar er som sådan ikke sur på Netto mere. Han synes bare, det var en ubehagelig oplevelse at blive tjekket midt i butikken. Foto: Per Rasmussen
Allan Kadar er som sådan ikke sur på Netto mere. Han synes bare, det var en ubehagelig oplevelse at blive tjekket midt i butikken. Foto: Per Rasmussen

Det skulle bare være et helt almindeligt besøg i Netto, da Allan Kadar sammen med sin ven Steen en aften sidst i august skulle have en liter letmælk og nogle ostepølser med hjem efter arbejde.

- Jeg har en pølsevogn her i Næstved, så nogle gange får jeg sent fri. Derfor var vi først i Netto efter klokken 22, hvor de har sat en vagt ind, siger Allan Kadar til Ekstra Bladet.

Det var den vagt, som pludselig gjorde dagligvarehandlen til en ubehagelig oplevelse for de to mænd på henholdsvis 52 og 70 år.

- Da vi stod og ventede ved kassen, lagde jeg mærke til, at vagten stod og kiggede underligt på os. Så siger han: 'Når I er færdige, så kommer I lige herhen og lyner jeres jakker op', siger Allan Kadar.

Det var pinligt
Allan Kadar gætter på, at der var omkring 15 til 20 kunder i forretningen på Ringstedgade, da vagten lige foran kasseapparaterne undersøgte Steens jakke.

- Men der var jo ikke noget. Bagefter ville han undersøge mig. Det var pinligt, for de andre kunder kiggede jo. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Allan Kadar.

Allan Kadar er bange for, at episoden ville kunne få folk til at blive væk fra hans grill nede i byen.

- Det er ikke godt for min forretning, hvis folk ser mig blive taget til side, fordi Netto tror, jeg har stjålet noget, siger han.

Derfor tog han også kontakt til butikschefen dagen efter.

- Der fik jeg så en undskyldning. Men jeg ville stadig ikke gå ind i forretningen, hvis jeg så vagten derinde igen, siger Allan Kadar.

Derfor valgte han først at gå til det lokale medie Sjællandske for at fortælle sin historie.

Artiklen fortsætter efter billedet:

Allan Kadar arbejder til dagligt i Munkegrillen i Næstved. Foto: Per Rasmussen
Allan Kadar arbejder til dagligt i Munkegrillen i Næstved. Foto: Per Rasmussen

Dansk Supermarked bekendte med hændelsen
Ekstra Bladet har været i kontakt med Dansk Supermarked, der bekræfter, at hændelsen skete 21. august.

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at kunderne i dette tilfælde har haft en dårlig oplevelse, som vi gerne vil beklage, hvilket vores souschef også allerede har gjort i butikken for et par uger siden, siger Kasper Reggelsen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked.

Hos fagforeningen for vagter, Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening, lyder det, at vagter ikke må visitere kunder ude i butikken. I stedet skal man foretage en civil anholdelse, hvis man har set nogen stjæle. Derefter kan man tage vedkommende med ud bagved og der kræve lommerne tømt.

Dansk Supermarked forklarer da også, at Allans oplevelse ikke er noget, man normalt kan støde på i Netto.

- Det er ikke almindeligvis sådan, at vi tjekker kundernes jakker, hvilket jeg heller ikke tror, at den almindelige Netto-kunde kan genkende. Men det kan ske i tilfælde af en konkret mistanke.

- Det skal naturligvis ske på en god måde, og at det ikke er blevet oplevet sådan er vi ærgerlige over, siger Kasper Reggelsen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen