Vagtværn og narkohunde vinder frem på psykiatriske afdelinger

Psykiatriske afdelinger er flere steder i landet begyndt at hyre private vagtværn for at undgå tilspidsede og voldelige situationer. Det viser en rundspørge, som Avisen.dk har foretaget blandt regionerne

Det psykiatriske hospital i Risskov er et af de steder, der er begyndt at have videoovervågning og vagtværn. Arkivfoto: POLFOTO
Det psykiatriske hospital i Risskov er et af de steder, der er begyndt at have videoovervågning og vagtværn. Arkivfoto: POLFOTO

På det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus søsætter man i øjeblikket nye initiativer, der skal skærpe sikkerheden. Videoovervågning og vagtværn med narkohunde er en del af løsningen.

Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Landsforbund, mener at det er et skridt i den helt forkerte retning.

- Det er de forkerte muskler, man sætter ind med, og det kan virke decideret utrygt og konfliktoptrappende. Og det er det sidste, de her udsatte mennesker har brug for, siger han til Avisen.dk.

Men vagterne minder mere om en slags vikarer med særligt fokus på sikkerhed, mener Gert Pilgaard Christensen, der er direktør for Psykiatri og Social i Region Midtjylland, som det psykiatriske hospital i Risskov hører under.

- Vagterne skal ikke signalere magt, men et overskud. Vi skal ikke have nogle ind med store overarme, siger han.

På Sjælland er der også psykiatriske afdelinger, hvor man har vagtværn. Region Sjælland har lavet aftaler med private sikkerhedsfirmaer.

- Aftalerne indebærer, at der i de tre almenpsykiatriske afdelinger anvendes i alt fem sikkerhedsmedarbejdere i dag- og aftentimerne, og lidt færre om natten, skriver regionen i en mail til Avisen.dk.

Også i Region Hovedstaden er der lige nu et samarbejde med et vagtværn på det Psykiatrisk Center Sct. Hans, men det er kun en midlertidig ordning. Aftalen med G4S blev ifølge Region Hovedstaden indgået 1. juni 2016 og står til at udløbe 1. april 2017.

På de psykiatriske afdelinger i Region Nordjylland og Region Syddanmark er der derimod ikke lavet aftaler med vagtværn.

Effekterne af vagtværn i psykiatrien er endnu ikke dokumenteret, fortæller formanden for det rådgivende udvalg for psykiatriområdet og det specialiserede socialområde i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb Hansen (S).

Men det er positivt at prøve det af, mener han. Ligesom Gert Pilgaard Christensen påpeger han, at vagtfolkene på de psykiatriske afdelinger slet ikke minder om dem, der stopper slagsmål på diskoteker i de sene nattetimer.

- De her vagter har også en pædagogisk baggrund og har specielle kompetencer inden for konflikthåndtering, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Debatten om arbejdsforhold på psykiatriske afdelinger og bosteder har bølget det seneste år. I november kom det frem, at en kvinde havde ligget død på et bosted i flere dage, før personalet fandt hende. Den historie kan du læse her:

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere