Der var ingen fare for, at valgplakaterne fra Socialdemokratiet i Esbjerg skulle blæse ned under stormen Ingolfs hærgen i weekenden.
Partiet har nemlig langt fra fået hængt alle deres plakater op og mangler nu ligefrem lygtepæle, som de kan forgribe sig på.
Det er dagbladet JydskeVestkysten, som i dag kan berette, at omkring 1.200 plakater er blevet forsinket fra et trykkeri i Tyskland.
Partiet, der ellers går ind for ordnede arbejdsforhold, kædeansvar og modstand mod social dumpning, har angiveligt ikke vidst, at deres ordre havnede syd for grænsen, således at danske arbejdspladser gik glip af arbejdet.
Jeg vidste ikke noget
Borgmesterkandidat John Snedker fra Socialdemokratiet siger til JydskeVestkysten:
- Jeg har fået oplyst, at de er bestilt gennem et firma i Tarp, og det er først, da valgplakaterne ikke kommer, at jeg finder ud af, at ordren er videregivet til Tyskland. Vi går selvfølgelig ud fra, når vi har bestilt gennem et Esbjerg-firma, at tingene er i orden.
Valgplakaterne blev bestilt hos et firma i Tarp ved Esbjerg, som lod ordren gå videre til et selskab i Varde. Dette selskab lod et tysk firma overtage opgaven - angiveligt uden at fortælle det til ordregiveren.
Tre byrådskandidater fra Socialdemokratiet har dog selv fået plakater trykt i Danmark og har således ikke været involveret i bestillingen, der endte med at blive produceret i Tyskland. Det er efter det oplyste Rasmus Rasmussen, Hans Erik Møller og Laust Poulsen, skriver den lokale avis.