Vandt 12,5 mio. i Lotto: Køber nye briller og campingplads

Rystede over det hele: Den nyslåede camping-fatter er lykkelig for, at han ikke længere behøver at tænke på, hvor han køber sin mayonnaise

Den nyeslåede millionær og campingfatter John sammen med Yvonne, som han har købt campingspladsen af. Privatfoto.
Den nyeslåede millionær og campingfatter John sammen med Yvonne, som han har købt campingspladsen af. Privatfoto.

Vicevært John Vincent Nilsson fra Sønderborg er en heldig mand.

Han har vundet 12, 5 millioner kroner i Lotto. Og nu er nogle af millioner blevet brugt:

- Ja, jeg har købt et par nye briller og en campingplads, lyder det fra den 50-årige millionær.

Campingpladsen, som John Vincent Nilsson har købt, hedder Madeskov Camping og ligger ved Sønderborg.

- Jeg har været fast-ligger her i mange år. Og jeg har altid sagt, at hvis jeg nogensinde vandt i Lotto, så ville jeg købe pladsen. For jeg elsker det sted her. Nu har jeg købt pladsen for her er de skønneste mennesker og den bedste natur, man kan få, fortæller John Vincent Nilsson til Ekstra Bladet.

Netop fået nøglerne
Der har netop været overdragelses-reception på Madeskov Camping, hvor John Vincent Nilsson formelt overtog nøglerne fra den tidligere ejer Yvonne Andersen.

Hun har tidligere grinet højlydt, når John har 'truet med' at købe pladsen, hvis han blev Lotto-millionær. Overraskelsen var derfor stor, da John gjorde alvor af 'truslen.'

John Vincent Nilsson regner med at fortsætte arbejdet som vicevært.

- Så jeg får nok at se til.

'Rystede over det hele'
De mange millioner vandt John Vincent Nilsson tilbage i marts. Men han gik stille med dørene. Først nu fortæller han om drømmen, der gik i opfyldelse.

- Jeg rystede over det hele, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet pengene. Jeg har altid skullet knokle for mine penge. Jeg har været arbejdsløs. Jeg er også skilt, så jeg har været trængt økonomisk.

Udover briller og campings-plads har John også investeret i en brugt campingvogn, som han vil bo i på sin nyindkøbte campingplads.

- Jeg har spillet hver onsdag og lørdag på en fem-ugers kupon, men aldrig vundet et så stort beløb før. Det er jo fantastisk, at jeg ikke længere behøver at tænke på, hvor jeg køber min mayonnaise, griner den glade camping-fatter.

 

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere