Selvom han er blevet millionær, så har han ikke nogen ønsker om at leve som en.
Snakken, sladderen og rygterne går i disse dage i den lille færøske bygd Tvøroyri, hvor en mand, der ønsker at være anonym, har vundet 20 millioner kroner i Lotto.
- Alle går rundt og spørger hinanden, om det mon kan være den og den. Det er virkelig underholdende, siger den hemmelige vinder til Danske Spil.
Gider ikke bruge penge
Han ønsker ikke at begynde at bruge af sin gevinst, fordi der er nogen, der så kan fatte mistanke. Men udover møbler, en bil og en båd bliver pengene brugt på andre end ham selv, fortæller han:
- Jeg vil hjælpe min familie økonomisk, men også bruge nogle af pengene til forbedring af lokalsamfundet her. De penge giver jo så mange muligheder, og der er så mange, at man næppe kan nå at bruge dem alle sammen selv.
- Jeg gider ikke rejse, og de skal heller ikke investeres. Det gider jeg ikke. Pengene skal nydes og bruges, lyder det over for Danske Spil.
Kom som et chok
At det var ham, der havde vundet den store gevinst, kom som lidt af en overraskelse. Han var slet ikke klar over, at gevinsten var så stor. Det var først, da han præmiesøgte kuponen og fik af vide, at præmien var på over 9999 kroner, at han tjekkede vindertallene.
- Jeg blev helt forvirret, men gik så ind på Danske Spils hjemmeside og tjekkede tallene. Og så måtte jeg lige tage en dyb indånding. Det er jo vildt mange penge, siger den glade vinder med et stort grin.
Selvom det kan lyde fristende at sige sit job op og rejse hele verdenen rundt, så kommer det ikke til at ske for den færøske mand lige foreløbigt.
Vil ikke sige op
- Det var lidt svært, skal jeg gerne indrømme. Men jeg synes selv, at jeg tog det forbavsende roligt. Men jeg har jo heller ikke lyst til at gå ind til min chef og sige op, selvom jeg jo godt ville kunne leve for gevinsten resten af mit liv. Jeg er af den overbevisning, at man bliver gammel før tid, hvis man ikke har noget at stå op til.
Hvor langt tid han kan holde sin status som millionær hemmelig, ved han ikke, men håbet er, at der går noget tid, før de cirka 3000 indbyggere i den lille færøske by fatter mistanke om, hvem den hemmelige Lotto-millionær er.
- Det er så lille et samfund, hvor alle kender alle. Så det kan da være, at de finder ud af det på et tidspunkt. Men jeg satser på, at der går noget tid – og så er det slet ikke spændende mere, lyder det. Men derfor kan jeg næsten ikke sige noget.