På trods af den bugnende tegnebog, der fik en gevaldig indsprøjtning på 49.496.882 kroner, insisterer ægteparret fra Midtsjælland dog på at fortsætte tilværelsen som hidtil. Og så dog.
Gevinsten, som de vandt i spillet Joker, har nemlig også gjort det muligt for parret at gå på tidlig pension.
- Hverdagen går jo videre. Den bliver bare lidt nemmere økonomisk. Men konen køber stadig genbrug på kræmmermarkedet, og vi drikker den samme vin til aftensmaden, udtaler manden om den store gevinst.
Pengegevinsten er foreløbigt blevet brugt på et nyt hus og at betale parrets gæld ud, samt sat i aktier og obligationer. Huskøbet fik da også en noget større opgradering ovenpå gevinsten, end der ellers var lagt op til.
- Det blev et noget større hus, så vi kan have besøg af hele familien med børn og børnebørn på en gang, siger manden.
Store gaver og vild jubel
Samtidig oplyser ægteparret, at også julegaverne sidste år voksede en anelse i størrelse.
Børnene har også fået højst mulige arveforskud fra parret.
- Det var os, der holdt jul, og vi havde jo gået som katten om den varme grød hele dagen, lige indtil vi begyndte at dele gaver ud. Nej, der var ingen bløde gaver i år. Der var både penge og alt muligt andet. De spurgte allesammen, hvorfor de skulle have så store gaver, og så fortalte vi det. Og så blev der jublet, udtaler den nyslåede millionær.
Parret glæder sig til at begynde på den nye hverdag, som på trods af ture på kræmmermarkeder og den samme vin til maden som hidtil, dog også kommer til at se noget anderledes ud.
Det forlyder at de fortsat vil spille Lotto - men egentlig håber, at nogle andre får glæde af den store gevinst næste gang.
- Det vil være mest fair, som manden udtaler.