Telefonen har ikke stået stille, siden Carlo Lassen stod frem i Ekstra Bladet og fortalte, at han havde svært ved at få venner, fordi han er vansiret i ansigtet.
Men trods mange opmuntrende opkald fra især kvinder må den 80-årige mand fra Brøndby stadig kigge langt efter en veninde.
- Der er så umådeligt mange damer, der har ringet. De siger, at de vil komme og besøge mig, men når det kommer til stykket, dukker de alligevel ikke op, siger Carlo Lassen og fortsætter:
- Der var en ung pige fra Borup, der sagde, at hun havde et godt hjerte. Hun sagde, hun ville komme og gå en tur med mig, men hun kom aldrig.
Manden med det ødelagte ansigt: Børn græder, når de ser mig
Han fortæller, at to modne kvinder fra Fredericia også havde meldt deres ankomst.
- Vi talte længe i telefonen om, hvad vi skulle have at spise, og jeg havde købt ind til middagen, men de kom ikke. De ringede ikke engang og meldte afbud, siger han.
- Der er mange, der ringer og siger: 'Vi kommer, vi kommer', men ikke én har holdt sit ord. Ikke én, understreger Carlo Lassen, der dog ikke tager det så tungt.
- Jeg har levet og boet i hele verden og er vant til mærkelige mennesker. Så det gør ikke indtryk på mig.
TV: Manden med det ødelagte ansigt fik en Harley-tur
Carlo Lassen blev landskendt, da han i august fortalte Ekstra Bladet, at han følte sig som et socialt udskud efter en ulykke i 1988, hvor der efterfølgende gik stafylokokker i sårene i ansigtet.
I dag må han leve med et ansigt, der ifølge Carlo får børn til at græde - og voksne til at kigge væk.
Carlo Lassen, der har været gift tre gange, understreger, at han kun er interesseret i en veninde for at have nogen at tale med.
- Jeg er ikke ude efter sex, siger Carlo Lassen, der især op til den søde juletid savner en at dele livets glæder og sorger med.
De fik også ødelagt deres ansigter
Han fortæller, at han normalt holder jul med nogle af sine seks børn, men i år er han nødt til at blive hjemme.
- Jeg har så mange smerter i ansigtet, at jeg nok må blive hjemme og spise medisterpølse alene, sukker Carlo Lassen, der håber, at han en dag kan få rekonstrueret sit ansigt ved en operation.
- Min hudlæge har igen taget kontakt med Rigshospitalet, og jeg håber på et positivt svar. Det vil være den bedste julegave, jeg kan få, siger han til Ekstra Bladet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.