Forleden lukkede et vanvittigt tilfælde af vejvrede en travl og trafikeret vej i Sacramento i Californien, efter en mand overlagt kørte ind i en anden bil flere gange.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CBS News.
En video af episoden viser, hvordan en mand flere gange kører sin SUV ind i en blå SUV og skubber den længere og længere ud på vejen.
Efterfølgende stiger manden ud af sin SUV og hopper op på taget af den anden bil. Han tramper hårdt på taget med sin fod og forsøger gentagne gange at smadre det.
Se det vanvittige optrin over artiklen.
Helt uvirkeligt
Flere chokerede vidner så til, mens episoden udspillede sig.
- Det føltes helt uvirkeligt. Det lignede noget, der kunne ske i en film, siger øjenvidnet Nikki Guinn til CBS News.
Nikki Guinn bor lige over for det sted, hvor episoden fandt sted, og hun fangede det hele på video.
- Han bakker, men han forsøger ikke at ramme andre. Han er kun fokuseret på den blå bil, lyder det fra øjenvidnet, som fortsætter.
- Det virkede virkelig som om, at der var et eller andet galt, for han kommunikerede ikke med nogen.
Skader på stedet
Inden episoden med den blå SUV havde manden angiveligt været involveret i en anden episode på motorvejen ikke langt derfra.
- Den oprindelige anmeldelse lød på, at en mand var efter en anden bilist, og at han var sur efter en episode på en motorvej, lyder det fra sergent Vance Chandler fra Sacramentos lokale politi.
- Denne person var åbenlyst i krise, lyder det videre fra Vance Chandler.
Politiet i Sacremento har endnu ikke meldt identiteten på manden ud til offentligheden, men de oplyser, at han er af spansk oprindelse.
På videoen ses det, hvordan manden falder ned fra sin bil og efterfølgende bliver pågrebet af politiet.
Manden er lige nu indlagt på hospitalet og vil efterfølgende blive flyttet til det lokale fængsel i Sacremanto County. Han er sigtet for hærværk og overfald.