Var timevis på kunstgræsbane: Fodboldtalent fik lymfekræft

Lewis og hans far frygter, at det er de gamle bildæk, som kunstbanen er lavet af, der har givet ham kræft

Lewis Maguire fik konstateret lymfekræft for to år siden. Han og hans far, Nigel Maguire, frygter, at det skyldes den kunstgræs-bane, han har trænet på i timevis. Foto: Privat
Lewis Maguire fik konstateret lymfekræft for to år siden. Han og hans far, Nigel Maguire, frygter, at det skyldes den kunstgræs-bane, han har trænet på i timevis. Foto: Privat

Lewis Maguire var på tolv ugers prøvetræning som målmand hos fodboldklubben Leeds United, da han fik konstateret kræft-typen Hodgkins lymfom for to år siden.

Nu frygter den 18-årige dreng og hans far, at han har fået sygdommen, fordi han har tilbragt stribevis af timer med at kaste sig efter bolden på de særlige kunststofbaner, der er lavet af granulerede gamle bildæk. En form for kunstgræsbane, som også bliver brugt i Danmark.

Lewis’ far opfordrer de britiske myndigheder til at undersøge grundigt, om banerne er sundhedsskadelige, efter der nu er sat spørgsmålstegn ved banerne fra amerikansk side.

– Jeg vil se undersøgelser, der bekræfter, at det at sluge gamle bildæk, indånde det og have det i dine blodbaner, faktisk er sikkert. Almindelig sund fornuft siger, at nej, det kan ikke være sikkert. Jeg mener, at de bombarderer folk med psedo-videnskab, siger Lewis’ far, Nigel Maguire, til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at han mener, at børnene bliver brugt som forsøgskaniner.

Se også: Flere målmænd fik kræft: Nu undersøger USA kunstgræsbaner

Nigel Maguire fortæller, at sønnen som målmand kastede sig ned på banen utallige gange i løbet af en træning og ofte kom hjem og var smurt ind i det sorte granulat, der måtte skrabes af. Han har anslået slugt en halv teskefuld dækgranulat om ugen, når han har kastet sig ned efter bolden.

 

Lewis Maguire fik konstateret lymfekræft for to år siden. Foto: Privat
Lewis Maguire fik konstateret lymfekræft for to år siden. Foto: Privat

Da Ekstra Bladet taler med Nigel Maguire, har han netop forladt sønnen, der fik et tilbagefald tirsdag og er blevet indlagt til en mere intens omgang kemoterapi.

Han siger, at det er vigtigt for sønnen, at der bliver lavet grundige undersøgelser, så andre kan slippe for at gennemgå, hvad han gennemgår, hvis der er en sammenhæng mellem banerne og sygdommen.

- Han går meget op i, at den passion han har haft for fodbold hele sit liv, måske er årsagen til, at han er blevet syg. Hverken han eller jeg siger, at det er det. Men muligheden er der. Og det vil være meget oprørende for ham, hvis det er tilfældet, siger Nigel Maguire.

Opfordrer til forsigtighed
Han opfordrer til, at man stopper med at bygge nye kunstgræsbaner og beder sportsklubber begrænse den mængde tid, som spillerne tilbringer på kunst-banerne. Men han mener ikke, at man helt skal  forbyde det på nuværende tidspunkt.

- Hvis jeg kunne finde en rapport, der fastslog, at der er et direkte link mellem de baner og kræftrisikoen, så ville jeg skrige, at man skulle stoppe med at spille der. Men der er ikke sådan en rapport. Men der er heller ikke nogen rapport, der siger, at det er fuldstændig sikkert. Så jeg mener bare, at vi skal være lidt forsigtige med, hvad vi gør og særligt begrænse den tid, børn bliver udsat for det. Og særligt målmand.

– Hvis det nu viser sig, at der kan påvises en sammenhæng, hvordan vil du så have det?

– Det vil gøre mig vred, fordi miljøorganisationer i USA allerede udtrykte bekymring for dette for syv-otte år siden. De sagde ikke, at der var et sikkert link, de efterspurgte bare, at der var brug for forskning. Jeg tror ikke, at nogen, indtil for kort tid siden i USA, har taget det alvorligt. Og ingen i England har taget det alvorligt, fastslår han.

I Danmark siger Dorte Lerche, AC-tekniker i kemikalier i Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke er påvist en sammenhæng mellem kræft og danske kunststofbaner.

Hun var med til at lave en undersøgelse af 16 slags dæk-granulat, otte slags græsmåtter og to elastiske måtter tilbage i 2008, hvor man blandt andet undersøgte, hvilke stoffer, de indeholdt, hvilke stoffer, der blev frigivet, og om de havde en sundhedsskadelig effekt.

Læs hele hendes svar her.

Se også: Flere målmænd fik kræft: Nu undersøger USA kunstgræsbaner

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere