Efteråret er kendetegnet ved farverigt løvfald og omskifteligt vejr. Det bliver også tilfældet i den uge, vi netop er gået ind i, der lægger ud med særdeles efterårs-agtigt vejr.
- Det bliver blæsende. Måske kommer der ikke så meget nedbør, men det bliver blæsende og med vekslende skydække og så ikke særligt varmt, fortæller Henning Gisselø, meteorolog ved DMI.
- En 12 til 15 grader mandag til torsdag, uddyber meteorologen.
Varm weekend i vente
Intet varer som bekendt for evigt, og allerede fra på fredag kan vi se frem til en pause fra de kølige temperaturer.
- Det ser ud, som om vi fredag får passage af en varmefront, som har lidt regn med sig, og i løbet af weekenden stiger temperaturen.
- Vi kan godt komme op på 20 grader, så weekenden ser ud, som om det bliver den bedste vejrperiode i den her uge, lyder det fra Henning Gisselø, der dog minder om, at ej heller de varme temperaturer vil vare ved.
- Allerede i næste uge bliver det mere efterårsagtigt igen. Så det er en kortvarig periode, og man skal huske at nyde, når temperaturerne sniger sig op på 20 grader i september.
Hør i videoen herover, hvor i landet det ventes, at de højeste temperaturer bliver målt.