Maj måned bød på usædvanligt godt sommervejr og en stribe varmerekorder, inden det officielt var sommer.
Nu står kalenderen på juni måned og officiel sommer, og de høje temperaturer bliver ved og ved.
Men nu ser det ud til, at haveejerne og landmændene kan tage en fridag fra at vande haver og marker for at holde liv i planter grøntsager. På søndag ser det nemlig ud til, at regnen rammer landet.
- Vi har netop åbnet for muligheden, at vi får lidt anderledes vejr i weekenden. Vinden går over i vestlig retning i løbet af søndag, og det vil højst sandsynligt føre regnvejr med sig, siger vagtchefen hos DMI Lars Henriksen.
DMI har i dag udsendt den nye syvdøgnsprognose, og her kan man se, at weekenden også bringer lavere temperaturer, da en koldfront kommer fra vest.
- Som det ser ud lige nu, vil temperaturen falde lidt sammen med en køligere vind, og der kommer regn og byger, siger Lars Henriksen.
Dermed ser det endelig ud til, at regnen kommer ind over landet igen efter en lang tør periode.
Knast tørt
Den lange periode med høje temperaturer og ingen regn har sat sine spor i den danske jord.
På DMI's tørkeindeks bliver der meldt om tørke i flere landsdele, og indekset står på 'høj risiko for tørke' over næsten hele landet. Det er den højeste kategori for tørke på indekset.
- Selvom vi får regn i weekenden, vil det ikke være nok til at komme af med den tørke, der er over landet nu. Det skal vi have kontinuerlig regn til over flere dage til. Vi får nemlig ikke alt for mange millimeter på søndag, kan jeg se, forklarer vagtchefen.
Artiklen forsætter under billedet...
Vi skal tilbage til sidst i maj måned for at finde en periode, hvor indekset var nede på 'lav risiko for tørke'.
Sol frem til weekenden
De fleste kan godt vente lidt med at finde regntøjet frem, da de næste fire dage kun bliver varmere og varmere.
- Temperaturen stiger for hver dag frem til fredag, hvor vi kommer helt op på 23-28 grader og lokalt kan ramme de 30 grader, siger Lars Henriksen.
Vagtchefen fortæller videre, at det allerede på lørdag kan blive en smule mere ustadigt, men temperaturen vil være høj med en del sol.