DMI varsler snekaos - se hvor stormen rammer

En regulær snestorm rammer Danmark i nattetimerne

Mandagens snestorm blev mere stormfuld end fyldt med sne. Men i morgen er den god nok. Kraftige vindstød og op til 20 centimeter sne vil hærge mange steder i landet, advarer DMI's meteorolog Henning Gisselø.

- Sneen kommer ind fra sydøst og rammer allerede Bornholm sidst på aftenen. Sneen vil langsomt tiltage i styrke og brede sig til Lolland-Falster og det sydlige Sjælland, siger Henning Gisselø.

I VIDEOEN HEROVER KAN DU SE, HVORDAN SNEEN HAR RAMT MOTORVEJ E47 VED MARIBO, LOLLAND

Også andre dele af landet vil få sne.

- Selve snestormen holder vi dog øst for Lillebælt, tilføjer Henning Gisselø.

Hos TV2 Vejret forventer meteorolog Andreas Nyholm, at sneen for alvor vil begynde at falde først på natten.

- Snestormen vil starte ved to-tretiden i nat, og det betyder, at der vil være faldet sne mange steder, når man skal af sted i morgentrafikken i morgen, siger Andreas Nyholm.

Det kraftige snevejr vil samtidig fortsætte hele tirsdagen og natten til onsdag.

- Det bliver værre og værre, som tirsdagen skrider frem. Over hele Danmark vil der være en hård vind til kuling fra nordøst, og den kommer til at give problemer med snefygning, siger han.

De forventede problemer gør da også, at snestormsvarslet vil blive opretholdt hele dagen, fortæller Henning Gisselø fra DMI.

På både Fyn og Lolland-Falster er man klar til snestormen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har blandt andet sørget for, at militærets pansrede mandskabsvogne kan sendes ud i tilfælde af meget kraftig snefald.

– Vi følger vejrudviklingen tæt og opfordrer til, at man undersøger vejrforholdene i sit område, inden man kører ud. Vi vil selvfølgelig også sende beredskabsmeddelelser ud, hvis vi vurderer, at unødig kørsel bør undgås, siger politiinspektør Peter Dahl.

Bor du i Københavnsområdet og skal med S-toget til og fra arbejde, får snevejret også konsekvenser for dig.

DSB oplyser, at S-togene tirsdag den 19. marts kører efter en ændret plan på grund af vintervejret. Linje A, B, C og F kører hvert 10. minut og standser på alle stationer. Linje Bx, E og H er aflyst. Det kan desværre blive svært at få plads til cykler i toget i myldretiden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere