Så nåede vi endelig 20 grader

Mandag den 30. april nåede temperaturen i Danmark for første gang i 2012 op på 20 grader

Det er også blevet sommer i H.C. Ørstedsparken. (Foto: Rasmus Flindt)
Det er også blevet sommer i H.C. Ørstedsparken. (Foto: Rasmus Flindt)

Den ellers ret kølige april slutter vejrmæssigt nogenlunde pænt af.

Klokken 14.40 mandag den 30. april nåede et af DMI's officielle termometre for første gang i 2012 op på 20 grader celsius. Det skete ved stationen St. Jyndevad i det sønderjyske. Senere nåede også Skrydstrup, ligeledes i det sønderjyske, over 20 grader.

Klokken 17.00 blev dagens højeste temperatur på 20,5 grader målt i Skrydstrup.

Den hidtil højeste temperatur inden den 30. var 18,9 grader målt den 26. april på Bornholm.

20 grader i april er helt normalt, og i gennemsnit når vi derop omtrent hvert andet år. I nyere tid skal vi dog helt tilbage til 2004 for at finde et år med en maksimumtemperatur i april under 20 grader.

Den højeste temperatur målt i april herhjemme er 28,6 grader fra 1993. Det laveste maksimum i en april er fra 1970, hvor den højeste temperatur, DMI registrerede igennem måneden, blot var 13,8 grader.

På trods af mandagens 20. grader ender gennemsnitstemperaturen for hele april måned på omkring seks grader. Det er lidt over den såkaldte klimanormal for april, som er på 5,7 grader.

April 2012 kommer også kun lidt over gennemsnitstemperaturen for marts 2012, som endte på klimanormalen for april - altså 5,7 grader - hvilket er den fjerde varmeste marts nogensinde.

Sammenlignet med de seneste 10 år er en gennemsnitstemperatur på seks grader meget beskedent for en april måned. Sidste år endte gennemsnitstemperaturen i april måned på 9,9 grader, hvilket er rekord for måneden.

Få den seneste vejrudsigt på vejret.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere