Her kan man vågne til sne

Natten byder på lette sne- og sludbyger på især det vestlige og nordlige Sjælland. DMI advarer om risiko for glatte veje

Enkelte steder vil man kunne vågne op til hvidt på jorden i morgen. Arkivfoto: Carsten Andreasen
Enkelte steder vil man kunne vågne op til hvidt på jorden i morgen. Arkivfoto: Carsten Andreasen

Det er for tidligt at love hvid jul, men enkelte steder i landet vil man kunne vågne op til et sparsomt sneklædt landskab i morgen, især i det vestlige og nordlige Sjælland. Og generelt vil der være masser af sol både i dag og i morgen. Det fortæller DMI.

- I dag kommer der specielt omkring Kattegat og Storebæltsregionen måske nogle enkelte byger, der godt kan være lidt hvidt i. Og i nat kan der faktisk komme nogle lette slud- og snebyger på Sjælland. Det er nok især det vestlige og nordlige Sjælland. Og i øvrigt bliver der udbredt frost de næste to nætter, siger Olaf Mathiassen, meteorolog hos DMI, og fortsætter:

- Det kan godt være, at der er nogle enkelte, meget lokalt, der i morgen vil kunne se noget hvidt på jorden, der så vil kunne blive liggende et stykke tid op ad dagen, fordi solen jo er længe om at varme op på denne her årstid. Men det får jo altså ikke lang levetid, sådan som vejret udvikler sig, fortæller han.

Se også: Politiet: Det er nu du skal passe på de glatte veje

- Så vi skal ikke have kælken frem endnu?

- Nej. Fordi så langt vi kan se på prognoserne de der ti dage frem, så kører det videre med det milde vejr. Så december kommer til at starte mildt, så meget kan vi sige. Men hvad der sker hen mod jul, det kan man ikke sige endnu. Der er altså en måned til endnu, siger meteorologen.

Og selvom det ikke er alle, der vil få glæde af snebyger, så skal alle være opmærksom på risikoen for, at der kan opstå glatte veje.

- Det vil der allerede kunne i løbet af i aften, og det gælder hele landet faktisk, siger Olaf Mathiassen og understreger, at det gælder både mandag og tirsdag morgen.

Tirsdag morgen vil det fortsat være frostvejr og koldt og klart, men efterhånden bliver det mere skyet, og det er begyndelsen til en periode, der ser ustadig og mild ud. Onsdag kan temperaturen komme helt op på 10 grader, hvorefter det bliver lidt køligere igen, men stadig 7-8 grader og ikke nattefrost. Men vejret vil dog være præget af noget regn og rusk.

Se mere vejr på vejret.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere