Her er vejret, vejrværterne husker

Vi taler om vejret hele tiden, men hvilket noget vejr husker de kendte vejrværter bedst?

Jesper Theilgaard har arbejdet som meteorolog med tilknytning til DR siden 1990. Men han blev uddannet i 1979 (Foto: Miriam Dalsgaard)
Jesper Theilgaard har arbejdet som meteorolog med tilknytning til DR siden 1990. Men han blev uddannet i 1979 (Foto: Miriam Dalsgaard)

Hjælp Ekstra Bladet: Send billeder af stormen, og hvilken by du er fra. Send gerne dit telefonnummer med og mail det til 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Danskerne elsker vejret, vi elsker at hade det, og vi elsker at snakke om det. Men hvordan har man det egentligt med vejret, når man har arbejdet som tv-meteorologer i sammenlagt 40 år? Det har Ekstra Bladet spurgt Peter Tanev og Jesper Theilgaard om.

- Min voldsomste vejroplevelse var december-orkanen i 1999. Jeg stod i vejrstudiet, og det buldrede og bragede, og taget var ved at rejse sig. Jeg blev også lidt bange og overrasket over de kræfter, der var på spil, siger Peter Tanev, der har arbejdet som vejrvært siden 1996.

Jesper Theilgaard, der har blev uddannet flyvemeteorolog helt tilbage i 1978, husker også stormen 3. december 1999 som noget helt særligt.

- Min legendariske storm er stormen i 1999. Jeg kan huske, at det var i den gamle tv-by, og jeg mødte klokken 12, men dengang var der ikke så meget fokus på vejret rent mediemæssigt, som der er i dag. Derfor kom jeg faktisk først på tv klokken halv seks om aftenen, hvor det hele egentligt var ved at være overstået, siger Jesper Theilgaard.

Meget mere vejr
Siden 1999 er der kommet meget mere fokus på vejret. Internettet og flere nyhedsudsendelser gør det muligt at opdatere danskerne hele tiden.

- 1999-stormen var jo også første gang, at det blev en mediestorm. Her fandt medierne ud af, hvad vejret kan bruges til, siger Peter Tanev.

Og mens medierne er blevet mere fokuserede på at bruge vejret i deres nyhedsdækning, så er danskerne også blevet mere opmærksomme på, om meteorologerne nu taler sandt.

- Danskerne er jo sjove, for hvis det viser sig, at vi tager fejl, så bliver folk skuffede, mens amerikanerne nok vil være meget glade for, at en orkan tog en anden bane, siger Peter Tanev.

Det kan Jesper Theilgaard nikke genkendende til.

- Vi er jo en nation af folk, som har levet med vejret og dets omskifteligheder, og derfor har vi altid haft et stort fokus på det. Derfor har vejrudsigterne nok altid været interessante for danskerne, siger DR-meteorologen.

En stor vejr-begivenhed
Selv om man arbejder med vejret hver dag og har en naturlig interesse for det, så er der nu noget specielt over dage som i dag, hvor Bodil indtager Danmark.

- En vejr-begivenhed som i dag er en meget fagligt interessant og spændende dag, fordi vi kan følge så godt med i, hvad der sker, når et så stort lavtryk kommer ind over Danmark, siger Jesper Theilgaard.

Peter Tanev har ikke julelys i øjnene, fordi dagen jo også kan være farlig, men han erkender, at han er spændt, når der kommer store vejrfænomener.

- Jeg klager ikke. Jeg arbejder jo med vejr og synes, det er rigtig spændende. Det er vel det samme som en sportsjournalist før en stor finale. Der er jo nogle store dage. Og en storm som Bodil kommer nok kun en gang om året. I år er det bare sket to gange, siger værten fra TV 2.

1 af 2 Peter Tanev har arbejdet som vejrvært hos TV 2 siden 1996 (Foto: Jesper Dall)
2 af 2 Jesper Theilgaard har arbejdet som meteorolog med tilknytning til DR siden 1990. Men han blev uddannet i 1979 (Foto: Miriam Dalsgaard)
0 kommentarer
Vis kommentarer