Grøn vinter forude

Ingen snefnug eller frostgrader i DMIs tre nye måneders prognose - mildt og vådt vejr både i januar og februar

Plask, plask - årets første vintervejr bliver mildt og surt med mere nedbør end normalt. (Polfoto)
Plask, plask - årets første vintervejr bliver mildt og surt med mere nedbør end normalt. (Polfoto)

Find gummistøvlerne frem og glem alt om kælk og snemænd. Hvad der for en måned siden lignede en pæn chance for lidt hvidt drys og minusgrader efter årsskiftet, er slået over i grønt, regnfuldt og surt vintervejr i både januar og februar.

Det skriver DMI i sin seneste tre-måneders prognose over vejret de første tre måneder af 2014.

I følge prognosen ser både januar og februar ud til at blive lune vintermåneder med lidt mere nedbør end det normale - og den falder som regn især i januar.

- Jeg beklager, men sådan ser vejret altså ud, så langt vi kan skue. Der er ingen istapper i sigte, siger DMIs erhvervsmeteorolog Martin Lindberg, der står bag langtidsprognosen.

Ishamrendekoldt på Grønland
For en måned siden så meteorologerne ellers både kulde og sne i deres krystalkugle, idet der var udsigt til et omslag med kuldefremstød ned over Danmark.

Men den forudsigelse skød vejrprofeterne dog selv ned i julen med en frisk prognose, som giver Danmark mildt vejr de næste par måneder med temperaturer over frysepunktet - typisk mellem nul og fem grader - og endda mere regn end normalt.

Det eneste lillebitte bud på lidt hvidt vintervejr og frostklar luft er en konstatering af, at sne og kulde i sagens natur er mere sandsynligt om vinteren end resten af året. I så fald ventes omslaget at indtræffe i slutningen af februar eller marts.

- Til gengæld har Grønland allerede haft en usædvanlig kold december, længe før vinteren kulminerer i januar/februar. Natten til fredag havde Sdr. Strømfjord -27 grader. Og længere borte i det nordlige Canada er der i øjeblikket minus 40 grader, siger Martin Lindberg.

0 kommentarer
Vis kommentarer