DMI varsler voldsom regn

Der vil komme kraftig regn i hele landet helt til torsdag

Vi ser frem til nogle meget våde timer, fortæller DMI. Arkivfoto: Per Rasmussen
Vi ser frem til nogle meget våde timer, fortæller DMI. Arkivfoto: Per Rasmussen

Det forventes, at der vil falde mellem 20 og 40 mm. regn i hele landet mellem onsdag aften til torsdag morgen. Kun Sønderjylland er undtaget.

Det skriver vagthavende fra DMI.

Kriteriet for kraftig regn er, at der enten skal falde 24 mm. på seks timer eller 30 mm. på 24 timer, og det kan vi altså se frem til de næste mange timer.

DMI oplyser, at et lavtryk og et tilhørende frontsystem, som i dag bevæger sig ind over landet fra sydvest, er skyld i den voldsomme mængde af nedbør.

Varslingen fra DMI er en 'kategori 1'-varsel, som betyder, at der vil være voldsomt vejr.

I størstedelen af landet, forventes det, at der kan falde op til 50 mm. regn inden kl. 02.00 torsdag.

DMI fortæller, at vandet kan samle sig i kældre, på vejbaner og i viadukter. Folk bør derfor lukke døre og vinduer og tilpasse deres kørselshastighed til sigbarhedsforholdene.