Vi kommer til at gå en flot weekend i møde, hvor du roligt kan finde grillen frem, mikse et par drinks og nyde det gode vejr med venner og familie.
Menuen byder på ti til 15 grader, sol og enkelte byger i løbet af lørdag og søndag.
De enkelte byger skal dog ikke afholde dig fra at komme ud, for DMI forventer, at det bliver meget lidt regn, vi kommer til at se.
- Det bliver stille og roligt vejr med svag til jævn vind i løbet af weekenden. Hele weekenden kommer til at være stort set tør, siger Martin Lindberg, chefmeterolog hos DMI, til Ekstra Bladet.
Kan du godt lide kølige morgener, så er det indre Jylland det bedste sted at befinde sig i løbet af weekenden, hvor der kan forekomme nattefrost. Ellers holder temperaturen sig mellem nul til fem grader.
Sol og få byger
Fredag morgen er der enkelte tågebanker i Nordjylland og den nordlige del af Sjælland. Tågen skulle dog lette ret hurtigt i løbet af fredag morgen.
- Der kommer nogen eller en del sol i den nordlige og østlige del af landet. Sønderjylland og Fyn bliver mest skyet i løbet af fredag, siger Martin Lindberg.
Lørdag kan byde på enkelte byger.
- Lørdag starter solrig, men så bliver det mere skyet i løbet af dagen. Nordjylland og Sjælland kan blive ramt af enkelte lokale byger i løbet af dagen, siger Martin Lindberg.
Søndag kan starte med enkelte byger og jævnt skydække, inden det i løbet af dagen kommer til at klare op.