Kaskader af vand: Skybrud oversvømmer Nordjylland

Nordjyder og thyboer får en ordentlig skylle, som senere i aften driver videre ud over Skagerrak

På trods af den voldsomme regn, er det varme temperaturer, der omgiver det danske land i disse dage, lyder det fra DMI

En koldfront over Jammerbugten med kraftig regn og skybrud skyller i de kommende timer ind over Nordjylland, og den kan kaste lokale oversvømmelser af sig.

Det oplyser vagthavende DMI-meteorolog Henning Gisselø.

- Regnen vælter allerede ned over Thy, og den vil i løbet af aftenen brede sig ud over Nordjylland. Her vil koldfronten være meget aktiv, men den kraftige regn breder sig ikke så meget mod øst, så resten af landet vil slippe med regn i løbet af aftenen og natten, siger Henning Gisselø.

Oversvømmede kældre
DMI forventer kraftig regn med op til 35 millimeter regn i seks timer i området fra Jammerbugt og Thisted og over imod Frederikshavn og Hjørring. I enkelte lokalområder vil der være risiko for skybrud med mere end 15 millimeter nedbør i løbet af en halv time.

Det samme gør sig gældende i et område, der dækker Stor-Aalborg, Morsø, Brønderslev og Aars.

Det vil medføre fare for oversvømmelser i kældre og udbredt akvaplanning og ringe sigtbarhed på regionens veje. Ikke mindst i områder, der er lavtliggende.

En kold og våd fredag
Henning Gisselø forventer, at det voldsomme vejr omkring 21.30 vil ramme Skagen og derefter trække videre ud over Skagerrak.

Resten af landet vil også få regn, men med lavere intensitet, i løbet af natten til fredag.

I morgen vil hele Danmark få køligere vejr med temperaturer ned til 15 grader og en del regn og muligvis torden.

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere