Nattefrost på vej fire nætter i træk

Der kommer forår om dagen og vinter om natten

Meteorologerne lover ned til 5 graders nattefrost natten mellem lørdag og søndag. (Foto: Jens Dresling, Polfoto)
Meteorologerne lover ned til 5 graders nattefrost natten mellem lørdag og søndag. (Foto: Jens Dresling, Polfoto)

Vinteren vil ikke helt slippe taget om Danmark endnu.

Fire nætter med frost starter i weekenden, så vent med at lægge vanterne væk, hvis du skal i byen i weekenden eller tidligt op de følgende dage.

Der kan endda dukke lidt sne op natten mellem fredag og lørdag, selv om temperaturen skulle holde sig lige over frysepunktet om natten, siger vagtchef ved DMI Klaus Larsen.

- Der trækker et lavtryk ned, så fredag kan der godt dannes lidt tøsne sidst på natten og ud på morgenen. Der er jo temmelig koldt, så der kan det altså godt blive snevejr, siger han. Lørdag formiddag kan der ligge lidt snedrys.

Se også: Nu kommer der frost og sne

Ned til 5 graders frost i weekenden
Temperaturen dykker helt ned på -5 grader natten mellem lørdag og søndag. Det er specielt de sydøstlige egne, der er udsat, siger Klaus Larsen.

Også de følgende tre nætter frem til onsdag i næste uge lover meteorologerne frost.

Frosten betyder, at folk som har været tidligt ude med at plante nyt skal holde lidt ekstra øje med stauder og roser. De kan tage skade, hvis de ikke får lidt hjælp.

Se også: Nattefrosten kommer - her er planterne, du skal beskytte

Forår om dagen, vinter om natten
Det er østenvind, som kommer ned fra Rusland, der er årsag til de kolde temperaturer.

Søndag starter vi med en max dagtemperatur på 5 grader og derfra stiger dagtemperaturen gradvist. Vi kan snige os op på 10 grader tirsdag.

Normalt med store temperatursvingninger
De store svingninger mellem dag og nat er helt normale, siger Klaus Larsen.

- Det er meget typisk for den her årstid, at vi ligger med store udsving. Vi har både haft kraftig frost og temmelig meget varme i påsken. Foråret er drilsk. Man vænner sig hurtigt til varmen og glemmer vinteren, siger han.

Kan du ikke vente til foråret? Faktisk er der også ulemper ved årstiden - se hvilke her. (Foto: Line Jensen)

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere