Det er bare med at nyde det gode vejr, der er nu - for vejret bliver i næste uge ustabilt med regn og blæst, og i påsken ser der ud til at komme sne.
Det fremgår af DMI's prognose for påsken.
- I selve påsken taler det meste på nuværende tidspunkt for, at vi får kolde og ustabile dage med både regn og sne. Temperaturen kommer næppe meget over 5 grader, skriver DMI.
Man må samtidig regne med frost om natten i påskeugen.
Tag fri fredag: Så varmt bliver det
Fine chancer for sol
Der er dog også gode muligheder for sol indimellem.
- Størst er chancen i den nordlige del af landet; især i Nordjylland, forklarer DMI.
Ved solskin kan temperaturen nogle steder komme op på otte grader.
Efter påsken ser det ud til, at det igen vil blive tørt og stabilt vejr med gode chancer for sol - og dagtemperaturerne vil formentlig stige til mellem seks og ti grader.