Vejrudsigt: Det vinterlige vejr fortsætter

Kold og tør luft strømmer ind over Danmark, og på sin vej over Kattegat og Skagerrak dannes snebyger

Se vejret på vejret.dk

Den overordnede vejrsituation
Et højtryk over Skandinavien trækker kold og tør polarluft ind over landet fra nordøst og øst, og på sin vej over Kattegat og Skagerrak dannes der lokale snebyger til Nord- og Østjylland.

Morgenvejret
Danskerne står op til den hidtil koldeste morgen i år. Kl. 06:00 ligger temperaturerne mellem 5 og 15 graders frost, koldest i de østlige egne. De kølige temperaturer skyldes en kombination af klart og stille vejr ,og med et snedækket landskab er det ideelle betingelser for meget lave temperaturer.

Ellers er der dannet tåge flere steder i landet, og enkelte snebyger giver lidt sne til området omkring Djursland og Thy.

Gode udsigter til sol
I dag får store dele af landet lidt eller nogen sol, og det holder mest tørt, dog er der lokalt mulighed for dannelse af rimtåge som kan nedsætte sigtbarheden markant eller ligge sig som glat fører. Der dannes fortsat snebyger over Kattegat og Skagerrak så fortsat lokale snebyger til Nord- og Østjylland, og kun lidt sol af og til. Dagtemperaturerne ligger mellem 1 og 6 graders frost, lokalt omkring 10 graders frost, vinden bliver svag til let fra omkring nordøst.

Endnu en kold nat
I aften og i nat ret klart og mest tørt vejr, dog fortsat lokale snebyger til Nord- og Østjylland, og efterhånden også mere skyet vejr og snebyger til Bornholm. Nattemperaturerne kommer ned mellem 5 og 15 graders frost, vinden bliver svag til let mest fra nordøst, dog på Bornholm op til en frisk vind fra nordøst.

Anna Grube - Meteorolog
Vestas Wind Systems A/S

Artiklen er leveret af Vestas Wind System A/S i samarbejde med Ekstra Bladet

0 kommentarer
Vis kommentarer