Kraftig blæst med regn og slud i dag
Vi går en blæsende dag i møde med en del nedbør i perioder. Nedbøren falder først mest som regn men også som slud i de centrale og østlige dele af landet. Temperaturerne vil holde sig mellem 1 og 3 graders varme og vinden bliver hård til kuling fra sydøst og øst.
Risiko for snestorm fra i aften og natten igennem mod nord
Fra i aften og i nat går nedbøren over i slud og siden sne flere steder, kun mod sydvest vil det fortsat regne.
I den nordlige del af Jylland, specielt nordenfjords, er det ret store mængder sne der forventes at falde natten igennem, i Vendsyssel kan der lokalt falde mere end 20 cm sne frem til fredag morgen og en overgang vil det også sne i de centrale dele af landet.
Dette kombineret med kraftig blæst giver mulighed for snestormslignende tilstande med snekaos og markante trafikale problemer specielt ved Vendsyssel.
I de centrale dele af landet og på Sjælland hvor det vil veksle mellem slud og sne, vil sneen være mere våd og det er mindre sandsynligt at det vil give fygning. Dog kan man godt forvente glatte veje fredag morgen på vej på arbejde.
Temperaturerne vil ligge omkring frysepunktet i hele landet, de nordlige egne får et par graders frost hvorfor sneen kan blive liggende.
I løbet af fredag formiddag fortrænges kulden atter af varmen og sneen vil smelte mange steder, men ved Vendsyssel vil der stadig kunne falde slud og sne.
Thomas Alsbirk - Meteorolog
Vestas Wind Systems A/S
Artiklen er leveret af Vestas Wind System A/S i samarbejde med Ekstra Bladet