Endnu en kold og grå dag med slud- og snebyger
Danmark er fortsat indhyldet i et tæt skydække som gør dagen mørk og grå. En kraftig vind fra øst vil danne byger over Østersøen og Kattegat som kan give sne- og slud over de sydlige og vestlige egne.
Temperaturerne vil ligge mellem plus 2 grader over de sydlige landsdele og ned til minus 2 grader over de nordligste egne. En jævn til hård vind fra øst giver et kuldeindex på mellem -7 og -14 grader dagen igennem.
Lidt sne i løbet af natten
Det sydlige og vestlige Jylland vil få op til nogle centimeters sne i løbet af natten, mens det ellers vil holde tørt de fleste steder. Temperaturerne vil falde til mellem frysepunktet og 5 graders frost. Vinden bliver jævn til frisk og stedvis op til hård fra øst og sydøst. Kuldeindex´et vil natten igennem ligge mellem -10 og -15 grader.
Resten af ugen vil det langsomt blive koldere og mere tør, da højtrykket mod øst ser ud til at holde den fugtige og varme luft fra sydvest med tilhørende fronter for døren.
Thomas Alsbirk - Meteorolog
Vestas Wind Systems A/S
Artiklen er leveret af Vestas Wind System A/S i samarbejde med Ekstra Bladet