Omskifteligt vejr i vente

Mandag og tirsdag byder på solskin og flotte temperaturer, men onsdag vil der være skift i vejret, hvor polarluft rammer Danmark fra nord. Det betyder lave temperaturer fra onsdag og ugen ud

Foto: Rasmus Flindt Pedersen / POLFOTO
Foto: Rasmus Flindt Pedersen / POLFOTO

Weekenden har budt på høje temperaturer og solskin, og det fortsætter mandag og tirsdag. Således kan vi stedvis nå op omkring 18-19 grader, og her kan Vestjylland være et godt bud.

- Vi kommer op i de pæne temperaturer med 13-19 grader. Der er lidt skyer fra morgenstunden, men de forsvinder hurtigt. Ellers bliver det en solrig dag til stort set hele landet, siger vagthavende meteorolog i DMI Frank Nielsen.

- Det er tæt på årets varmeste dag i det vestlige Jylland - det er lige på vippen, fortæller Frank Nielsen uden at lægge hovedet på blokken.

Hvis håbet var at pakke striktrøjer væk, skal du måske udskyde de planer lidt, da onsdag og ugen ud vil byde på 'markante temperaturfald'.

- Vi får en koldfront ned fra Island, der bevæger sig i ned mod Nordsøen. Det kolde luft markerer sig, og det danner en koldfront i løbet af onsdag, hvor vejret først skifter i de vestlige egne.

- Luften bliver kold og ustabil, så der kan dannes byger med hagl. Vi får et markant temperaturfald. Maksimum topper mellem 8-13 grader onsdag, så det kan mærkes.

- Man skal have begge sæt tøj inden for rækkevidde. Det vejrmønster med den kølige luft, der blæser fra nord, holder resten af ugen ud.

- Derefter kan vejret se ud til at stabilisere sig. Temperaturniveauet fortsætter med at være ganske lavt. Om torsdagen hedder temperaturintervallet 5-10 grader, mens fredag lander på mellem 6-10 grader, siger Frank Nielsen.