Vejrfænomen giver Grønland kold sommer mens Danmark sveder

De grønlandske landmænd er bekymrede for høsten, der kan gå i vasken på grund af en kold og våd sommer

Arkivfoto: Jonas Olufson
Arkivfoto: Jonas Olufson

Mens vi i Danmark tørster i en usædvanlig varm sommer, er situationen helt modsat i Grønland, hvor man har en kold og våd sommer.

Årsagen er dog den samme, forklarer John Cappelen, seniorklimatolog ved DMI.

- Sommeren i Grønland – og vi kan tage maj med – har været en kølig og en temmelig våd affære. Det skyldes, at atmosfæren har låst sig fast i det mønster, der giver os meget varme.

- Højtrykket oppe ved os, det holder lavtrykkene væk. Lavtrykkene kører så op øst om Grønland, og der kører også nogle op vest om Grønland, der giver en kølig og temmelig våd sommer - i hvert fald det vi har set indtil nu, siger han.

Ifølge DMI har den fastlåste situation med en lind strøm af lavtryk op gennem Danmarksstrædet, givet en del mere nedbør til den grønlandske østkysten end normalt.

Danmarkshavn fik med 35,6mm den vådeste maj måned siden 1949, og juni blev den næstvådeste siden 1961 ved Station nord (32,2mm).

Temperaturmæssigt fik østkysten en lidt varmere eller nær gennemsnitlig maj, men ellers har vejret generelt været køligt de fleste steder i både maj og juni.

Særligt fik Summit, der ligger midt på indlandsisen, ny kulderekord den 9. maj med minus 46,5 minus grader.

Det kolde vejr skaber bekymring hos de grønlandske landmænd, der fortrinsvis holder til på Sydgrønland, der også kaldes Grønlands spisekammer. Det skriver den grønlandske avis AG.

- Årets udbytte af lam og grøntsager står til at blive reduceret markant i forhold til sidste år, hvis det ikke snart bliver varmere, siger Otto Nielsen og Lasse Bjerge, henholdsvis formand for Fåreholdernes Sammenslutning og chefgartner ved forsøgsstationen Upernaviarsuk til avisen.

Frosten har været længe om at slippe sit tag på de grønlandske marker.

Det giver problemer for fåreholderne, der dyrker vinterfoder til fårene, der ellers skal købes i dyre domme, samt for dyrkningen af de eftertragtede kartofler og majroer, der havner på bordet i mange hjem.

Det er dog for tidligt at tale om en fejlslagen kartoffelhøst. Landmændene håber, at de kan høste kartoflerne i september i stedet for august, der er normalen.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere