Vejrskifte på vej: Sol og 20 grader

Fra på onsdag kommer sommervejret tilbage til Danmark

De strandlystne danskere kan måske pakke håndklæder og sandaler i næste uge. Foto: Lars Just
De strandlystne danskere kan måske pakke håndklæder og sandaler i næste uge. Foto: Lars Just

Det danske vejr er i weekenden præget af skyer og flere byger rundt i landet, og det vejr ser ud til at fortsætte til og med tirsdag.

Onsdag ser vejret dog ud til at skifte, oplyser DMI til Ekstra Bladet.

- Vi får et højtryk, der presser sig op. Det vil give noget bedre vejr. Tørt og en hel del sol. Vi kommer op i nærheden af de 20 grader over hele landet, siger DMI's vagthavende Erik Hansen.

Umiddelbart ser det solrige vejr ud til at fortsætte helt frem til og med næste weekend, men DMI's prognose er endnu temmelig usikker, når vi rammer slutningen af næste uge.

Stort underskud af regn
Indtil da må de solhungrende danskere væbne sig med tålmodighed, da skyer vil dække over solen det meste af tiden og bringe en del regn ned over landet.

Det er dog et tiltrængt regnvejr, fortæller Erik Hansen.

- Vi har et stort nedbørsunderskud for maj, så det er ikke helt dårligt. Vi har kun fået en tredjedel af den regn, vi plejer at få i maj, siger han.

Temperaturerne vil ligge mellem ni til 14 grader frem til onsdag, hvor vejrguderne altså drejer en halv omgang på termostaten, så vi kan være heldige at ramme de 20 grader.

60 kommentarer
Vis kommentarer