Velkommen til Trumpistan

Ekstra Bladet tog turen med Trump-karavanen mod byen, som hele verden kigger mod i dag.

Der ventes at komme hundredtusinder af mennesker til Washington for at overvære indsættelsen af Donald Trump som USAs 45. præsident. Polfoto
Der ventes at komme hundredtusinder af mennesker til Washington for at overvære indsættelsen af Donald Trump som USAs 45. præsident. Polfoto

WASHINGTON (Ekstra Bladet): Jeg sidder med min kammerat og hans kone i deres Ford, der pløjer sig ned gennem New Jerseys Mordor-agtige industrilandskab. Forbrændingsanstalter bøvser ild op gennem skorstene i den isede luft. Vi er en del af en større karavane på vej mod Washington, D.C.

Mod Trumpistan.

Stemningen er trykket, for ingen af os ved, hvordan vi skal forestille os Trumps indsættelse.

Man plejede at kunne forudse, selv i den upopulære Richard Nixons tid, at der ville være nogle optøjer, og så ville alt igen blive som før.

Gail, med det store skilt, håber på, at Trump bliver indkaldt til en rigsretssag på grund af sine mange skjulte forretninger. ’Hvis altså vi allesammen lever til den tid’, tilføjer hun.
Gail, med det store skilt, håber på, at Trump bliver indkaldt til en rigsretssag på grund af sine mange skjulte forretninger. ’Hvis altså vi allesammen lever til den tid’, tilføjer hun.
 

Men alt er ikke som før. Tingene er vendt på hovedet: ’Christ, se, Ku Klux Klan har lige afholdt en march midt i Washington’, siger jeg, fordi jeg lige har læst det på Twitter. Straks efter viser det sig, at der er tale om en protestanter, der tog Trump-masker på sammen med deres hvide hætter, men bare forvirrede folk. Logikken er blevet væk.

Jeg spørger dem, hvad det første bliver, som ændrer sig, så vi kan mærke det.

’Det er sproget, vi kommer til at værne om nu’, siger min forfatter-ven Brian, der sidder bag rattet, mens den næstsidste Obama-solnedgang blænder ham. ’For selv helt enkle samtaler bliver forgiftet, når ord ikke længere betyder det samme, som de plejede.’

Brians kone, Dana, tilføjer, at hun har hørt sproget fra internettets mørke kroge blive spyttet ud på fortovet. At hun har set spraymalede hagekors rundt om hjørnet. Hun har betalt for en måneds sygesikring allerede uden at modtage sit bevis. Nye tider.

Vi tager afsked midt i et afsidesliggende område i Washingtons udkant. Jeg skal videre med toget helt derind. Afspærringerne er oppe overalt – en gittermur, der indkapsler byens kerne. De blå blink fejer ind over skraldet på jorden. Toget er fyldt af trætte pendlere, og jeg ser ingen aktivister.

Min karavanes chauffør, forfatteren Brian fra Danmark, er urolig for, hvad der kan ske, når Trump-fans og deres modstandere mødes i Washington. ’Det kan meget let blive grimt’, siger han.
Min karavanes chauffør, forfatteren Brian fra Danmark, er urolig for, hvad der kan ske, når Trump-fans og deres modstandere mødes i Washington. ’Det kan meget let blive grimt’, siger han.

Næste morgen forventer jeg at se de første protestmarcher, idet jeg går ud på fortovet. For til kvindeprotesten på lørdag forventer politiet mindst 200.000 deltagere. Og de har chartret mindst 1200 busser. Men endnu er her stille. Man ser kun folk i mørkt tøj på vej til arbejdet i verdens største bureaukratiske by. Politihelikoptere pisker tørre vinterblade op. Efterhånden som jeg nærmer mig Det Hvide Hus, er der kun en håndfuld uniformerede Secret Service-betjente at se uden for de tomme paradestilladser.

’De må sørge for at have deres pressekort fremme hele tiden, så vi kan se det’, siger en af dem til mig, ikke uvenligt. Han justerer den gennemsigtige spaghettitråd, han har i øret.

– Thanks, officer.

Det er bare så flovt

Først nede på den berømte fotoplads foran Det Hvide Hus, hvor man kan se gitteret rundt omkring bygningen, finder jeg de første morgenfriske patrioter.

To midaldrende kvinder har malet skilte og stillet sig op foran barrikaden og vender det kulørte pap op mod den berømte hvide bygning i det fjerne.

HÅBET LEVER, står der skrevet. Og FOLKET OG PRÆSIDENT OBAMA FOR EVIGT.

’I er nødt til at fjerne jer’, siger en kvindelig Secret Service-agent, hvis øjne gemmer sig bag ved spejlsolbrillerne.

Men idet hun går, og kvinderne parerer ordre, kører en bil med to sorte gartnere fra parkstyrelsen forbi. De dytter og jubler, da de ser kvindernes skilte. En lille anerkendelse, som ingen andre så.

’To af mine tre børn har ikke stemt ved præsidentvalget’, siger Nina, som stemte på Hillary, og hvis familie stammer fra Norge. ’Det er simpelt hen bare så flovt. Derfor er jeg her for at vise, at vi er mange, der ikke bare vil tie stille, når Trump flytter ind deroppe. Vi vil aldrig glemme Obama.’ Som på stikord ser vi en hvid flyttevogn rulle op til hoveddøren.

Små 100 km fra Washington løber karavanen af biler på vej til Trumps indsættelsesceremoni ind i trafikknuder. Politiet forventer rekordstort publikum.
Små 100 km fra Washington løber karavanen af biler på vej til Trumps indsættelsesceremoni ind i trafikknuder. Politiet forventer rekordstort publikum.

Nina arbejder for forsvarsministeriet, Pentagon, ’hvor kollegerne altid er diskrete med, hvor de står politisk. Men forleden sad en af mine veninder på sin pind og smilede bredt, fordi hun havde fået job i et af Trumps ministerier. Hende har jeg nu aldrig kunnet lide’. Hun blinker, da hun siger det. Nina har beholdt sit norske pas. ’For en sikkerheds skyld.’

Veteranen

Veninden Gail er grafisk designer og har boet hele sit liv i området. ’Jeg står her, fordi jeg for første gang siden 80’erne er oprigtig bange for atomkrig. For hvem ved, hvad ham idioten kan finde på?’ Hendes børn har begge stemt. Også på Hillary.

Ved siden af os er turisterne nået frem. Der tages selfies og det, der er værre. Jeg skal til at gå, da en mand på min alder kommer hen og beder mig om at tage et billede af ham. Han poserer med et stift smil. Bagefter taler han som et vandfald. Men et vandfald, hvor for mange sten blokerer for løbet, så det bliver skævt. Han blinker for meget. Der sidder et hjemmelavet TRUMP-badge på vindjakkens revers: avispapir klippet til og sat fast med tape.

Scott var i krig så længe, at han var overbevist om, at han ville blive såret. 'Men så styrter jeg idiot på motorcykel hjemme.' Han glæder sig til, at Trump vil gøre veteraners vilkår bedre.
Scott var i krig så længe, at han var overbevist om, at han ville blive såret. 'Men så styrter jeg idiot på motorcykel hjemme.' Han glæder sig til, at Trump vil gøre veteraners vilkår bedre.

Han hedder Scott, og er rejst hertil helt fra Nashville, Tennessee. ’Ni timer er jo ingenting’, forklarer han. Han trækker på højrebenet.

’Jeg faldt på motorcykel’, siger han, men snubler i ordene, så det lyder, som om han faldt hen over den i stedet. Han retter sætningen. Jeg venter på resten. Ordene tumler ud af ham som de usynlige sten fra vandfaldet. Hans sætning lyder, som om han er bange for ikke at kunne gøre den færdig.

’Jeg var i hærens rekognosceringstropper. Med på tre hold i Irak. 17 år i trøjen. Var under beskydning flere gange. Fik forsvarets hædersmedalje i bronze for det. Men nu er jeg hjerneskadet og kan ingenting, selv om jeg fra rullestolen uddannede mig som børnepædagog. Jeg er nødt til at vente et kvartal hver gang, før jeg får lov at se min læge i hærens afdeling for veteraner.’

Forventer han, at Trump vil gøre dén mangelfulde behandling bedre? Scott tøver. Da han svarer, lyder han forhåbningsfuld, men usikker.

’Det håber jeg da.’ Vi står lidt i tavshed. Han slår det hen. ’Og nu siger de, at det kommer til at regne i morgen. Så skriver pressen nok noget om, at ’Selv Gud ville ikke have ham som præsident’, eller noget af den slags vrøvl.’

Jeg takker Scott for hans indsats og ser ham kante sig mellem beton-barrikaden. Mens han går dybere ind i sit nye Trumpistan.

84 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere