Velkommen til virkeligheden

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Det er altid en god dag, når der kommer nye praktikanter på Ekstra Bladet. Foto: Jakob Boserup
Det er altid en god dag, når der kommer nye praktikanter på Ekstra Bladet. Foto: Jakob Boserup

I går blev redaktioner landet over tilført ny energi i form af et frisk kuld praktikanter.

Ansporet af et interview med Katrine Birkedal Frich, som er ny journalistisk lektor på SDU, sad jeg på kontoret og overvejede, hvad jeg skulle sige til vores flok for at gøre dem begejstrede.

Fagmediet journalisten.dk spørger hende i interviewet, hvad der er det vigtigste at lære fremtidens journalister, og hun svarer:

’Vi har en branche, hvor der er lidt nedturs-stemning – der er en frygt for, om der er jobs nok til alle, og om vi bliver udkonkurreret af Google og Facebook. Jeg tror simpelthen, der er brug for noget begejstring i vores branche. For vores fag og for det, vi kan. En tro på fremtiden og en tro på, at vores fag spiller en rolle.’

Selv om jeg langtfra selv befinder mig i permanent nedturs-stemning, så er det en god pointe at have med sig, når man tager imod de kommende journalister.

Det er lettere at være mig, end det er for de helt nye og grønne at stå foran de udfordringer, som Frich nævner. Læg dertil de negative vinde, der blæser om vores fag fra politisk hold.

USA's præsident, Trump, har stemplet pressen som folkets fjende, og herhjemme har Socialdemokratiet på det seneste markeret en generel mistillid til pressens arbejde.

Det kan man meget vel blive nedtrykt over, hvis man som jeg tror på en samfundsmodel, hvor pressen spiller en væsentlig rolle som vagthund.

Man kan også vende den om og begejstres over, at der aldrig har været så meget brug for en stærk og kompetent presse som nu.

Derfor sagde jeg til de nye praktikanter, at de skal ville noget med at være i journalistik. Og at de kan gøre en forskel, hvis de lærer at mestre det journalistiske håndværk.

På Ekstra Bladet er vi der, hvor danskerne er, og det gør det lidt lettere at være begejstret for sit fag. Og stolt.

Det er eksempelvis Ekstra Bladets journalistik, der har sat de nedslidte danskeres lange vej til pension på dagsordenen, og nu kappes politikerne om at komme dem til hjælp.

Som journalister fortsætter vi med at gøre vores arbejde og tjekker efter, om der er hold i de forskellige udspil, eller om det mest er varm luft.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, besøgte os i den anledning forleden. Hun gik i dialog med chefredaktør Poul Madsen og svarede på spørgsmål fra Ekstra Bladets brugere.

Værre er forholdet mellem pressen og politikerne heldigvis heller ikke, og efter en dag med sådan en god debat på redaktionen har jeg svært ved at bevare pessimismen.

Jeg håber, at vores nye praktikanter får mange af den slags oplevelser.

Og så var der i øvrigt en ting i interviewet med Katrine Birkedal Frich, som virkelig gjorde mig begejstret. Hun var i sin tid i praktik på Ekstra Bladet. Den bedste læring, hun nogensinde har fået, siger hun.

Velkommen til virkeligheden. Velkommen til alle nye praktikanter i det danske medielandskab.

Det skal nok gå.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere