Vender hjem efter tyfonen

Tyfonen Hagupit er aftaget i styrke, men i Manila er der frygt for oversvømmelser, og mange fly er aflyst

Et stort oprydningsarbejde er i gang efter tyfonens hærgen. (Foto: AP)
Et stort oprydningsarbejde er i gang efter tyfonens hærgen. (Foto: AP)

Hundredtusinder af filippinere er så småt begyndt at vende tilbage til deres hjem, efter at en kraftfuld tyfon i weekenden gik i land i østaten. 10 mennesker er omkommet under uvejret.

 

 

Tyfonen Hagupit bevæger sig fortsat på tværs af Filippinerne, men er aftaget en del i styrke, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hagupit er mandag blevet nedgraderet til en tropisk storm. I hovedstaden Manila er samtlige redningstjenester dog fortsat i højeste alarmberedskab. Myndighederne frygter voldsomme regnskyl og oversvømmelser.

Aktiemarkedet holder lukket på grund af uvejret, og mere end 100 flyafgange er aflyst.

I 2009 blev tyfonen Ketsana også nedgraderet til en tropisk storm, men forårsagede alligevel voldsomme ødelæggelser i millionbyen.

Indtil videre tyder alt på, at masseevakueringen inden stormen har virket efter hensigten.

Selvom adskillige familier har fået ødelagt deres hjem, er dødstallet sammenlignet med tidligere storme langt mindre. Myndighederne oplyser mandag ifølge nyhedsbureauet dpa, at 10 mennesker er omkommet.

Over en million mennesker havde på forhånd søgt tilflugt på evakueringscentre i hele landet.

Myndighederne turde ikke tage nogen chancer efter sidste års supertyfon Haiyan, der kostede flere end 7000 mennesker livet.

- Vi er glade for, at vi har lært fra vores tidligere oplevelser. Det er et godt tegn, siger Gwendolyn Pang fra Røde Kors i Filippinerne ifølge Reuters.

Hagupit bevæger sig mandag mod vest med 10 kilometer i timen mod provinsen Oriental Mindoro. Selvom tyfonen flere gange er blevet nedgraderet i styrke, måles der fortsat vindstød på op til 150 kilometer i timen.

Omkring 600 danskere har meldt sig på den såkaldte danskerliste i Filippinerne, siger den danske ambassadør i landet. Listen giver Udenrigsministeriet mulighed for at kontakte udrejste danskere i krisesituationer.

Ambassadør Jan Top Christensen har ikke hørt fra danskere, der er kommet i nød på grund af tyfonen.

- Efter vores opfattelse er der meget få danskere i de områder, hvor tyfonen gik i land og har hærget hidtil, siger Jan Top Christensen til Ritzau.

1 af 2 (Foto: AP)
2 af 2 Et stort oprydningsarbejde er i gang efter tyfonens hærgen. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer