Det har altid været mere fordelagtigt at eje fremfor at leje. Sådan er naturloven på boligmarkedet.
Men det er altså vendt fuldstændig på hovedet nu, skriver Berlingske.
Den nye rangorden skyldes, at det i løbet af 2022 er blevet meget dyrere at låne til en bolig i banken grundet de mange rentestigninger. En udvikling, som desværre ser ud til at fortsætte ind i 2023.
Dobbelt så dyr
Den stigende rente kan især ses på de beregninger, som cheføkonomen Mikael Mogensen fra bankportalen Mybanker har lavet af konkrete boliger i København.
Blandt andet viser de beregninger nemlig, at en lejlighed i Sydhavn er blevet dobbelt så dyr at låne penge til, som den var i 2022.
Hvor lejligheden førhen kostede 9.500 kroner om måneden at bo i, så koster den altså nu 19.186 kroner, fordi lånet er blevet gevaldigt dyrere. Boligen koster til sammenligning 17.900 kroner at leje.
- Dermed er den reelle relative udgift ved at leje blevet afgørende mindre, og det er måske et billigere alternativ til at købe. Specielt hvis man tror, at vismænd og boligøkonomer har ret, når de tror, at boligpriserne falder det næste år eller to, siger Mikael Mogensen til Berlingske.
Antal til salg er steget
Tendensen afspejler sig især i boligmarkedet i København, hvor antallet af ejerboliger, som er til salg, er steget.
Dette skyldes også rentestigninger, fortæller Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.
- Hovedstaden er særlig hårdt ramt af de markant forøgede renter. I kobling med et meget markant prisniveau har det gjort, at der kun er få, der kan købe. Det er især i hovedstadsområdet, fordi det er her, priserne er højest i forhold til købernes indkomster.
Læs også: Trods prisfald: Sådan kan du stadig sælge din bolig