Venezuelas Guaidó tager kontrol over diplomatiske sæder i USA

Venezuelas præsident opfordrer USA til at forhindre oppositionsleders besættelse af diplomatiske sæder i USA

Venezuelas oppositionsleder og selvudråbte præsident, Juan Guaidó, har overtaget kontrollen med flere af Venezuelas diplomatiske kontorer i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Juan Guaidós folk har taget kontrollen over to bygninger i Washington, som hører under Venezuelas forsvarsministerium. Og ligeså over Venezuelas konsulat i New York.

Guaidó, der er leder af Venezuelas nationalforsamling, erklærede sig i slutningen af januar som fungerende præsident i Venezuela.

Siden har flere lande erklæret deres støtte til Guaidó, herunder USA. Omvendt støtter blandt andet Rusland og Kina den siddende præsident, Nicolás Maduro.

Carlos Vecchio, der er udpeget af Guaidó som hans særlige udsending i USA, har taget magten over de to militære bygninger i Washington.

- Vi tager disse skridt for at beskytte venezuelanernes aktiver her i landet, siger Vecchio fra den venezuelanske militærattachés kontor i Washington.

Det siger han umiddelbart efter at have taget et billede af præsident Maduro ned fra væggen.

USA "støtter med glæde" de af Guaidós repræsentanter, der har overtaget kontrollen med de diplomatiske sæder.

Det oplyser Robert Palladino, der er talsmand for USA's udenrigsministerium til en række journalister.

Venezuelas udenrigsminister, der støtter præsident Maduro, opfordrer USA til "med det samme at omgøre besættelsen" af Venezuelas diplomatiske sæder.

2 kommentarer
Vis kommentarer