Veninder gennem 78 år flytter på plejehjem sammen

Olive og Kathleen flytter ind på det samme plejehjem for at hænge ud og lave ballade

Olive Woodward (til venstre) og Kathleen Saville) vil også være veninder, når de dør og kommer i himlen. Foto:  Ritzau Scanpix
Olive Woodward (til venstre) og Kathleen Saville) vil også være veninder, når de dør og kommer i himlen. Foto: Ritzau Scanpix

Olive Woodward og Kathleen Saville var begge 11 år gamle, da de blev placeret ved siden af hinanden i klassen i Revenshead School i Nottingham i 1941. De blev straks venner, og det viste sig, at de endda boede på samme gade meget tæt på hinanden.

Nu har de været veninder i 78 år.

Som voksne blev de begge gift med mænd, der arbejdede i kulindustrien. Og endnu engang boede de på den samme gade.

Det skriver blandt andre BBC og Metro.

Bor på samme plejehjem
Kathleen Savilles mand, Leonard, døde i 1989, efter de havde været gift i 35 år. Hun flyttede ind på plejehjemmet Berry Hill Park i Mansfield.

Olive Woodwards mand, Roy, døde i 2004. De nåede at få to døtre, som har givet dem fem børnebørn og fire oldebørn. Efter mandens død blev hun boende alene i hjemmet i Mansfield.

Indtil nu, hvor hun også er flyttet ind på plejehjemmet Berry Hill Park. På samme gang som Kathleen Saville.

Venindeparret er de ældste beboere, der lige nu bor på plejehjemmet. Og nu, hvor de praktisk talt er flyttet sammen, bruger de stort set al tiden i hinandens selskab.

- Vi er 89 år, men vi ligner nogle på 63. Vi har været gode venner og er aldrig blevet uvenner, siger Kathleen Saville, og afslører, at lige netop dét med ikke at skændes er deres hemmelighed bag et langt venskab.

Veninder i himlen
Noget kunne tyde på, at de ansatte på plejehjemmet har fået en del ekstra arbejde med de to beboere.

- Vi skaber ikke problemer på hjemmet, men nogle gange er vi nødt til at ruske lidt i personalet. Jeg er lige løbet om kap med en af de ansatte ned ad gangen, bare for sjov, griner Kathleen Saville.

- Jeg er så glad for, at Olive er her nu, vi er som to fnisende skolepiger, og vi putter stadig vores læbestift på og klæder os fint på.

Efter 78 års venskab er de to da også sikre på, at de vil være venner for evigt. Selv ikke døden vil komme til at skille dem ad, siger de.

- Hvis Olive dør først, så kommer hun tilbage for at hente mig. Vi skal være veninder i himlen, siger Kathleen Saville.

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere