Venlig blafferrobot halshugget i USA

Den søde og venlige blafferrobot, HitchBot, er blevet halshugget kort inde i sin USA-tur

HitchBot her sammen med julemanden i december måned 2014. (Foto: Facebook/HitchBot)
HitchBot her sammen med julemanden i december måned 2014. (Foto: Facebook/HitchBot)

HitchBot (blafferrobot på dansk, red.) er en robot, som er skabt til det formål at undersøge menneskelig interaktion.

Den blaffer sig igennem forskellige lande, mens den undersøger, hvorvidt folk i de respektive lande udviser medmenneskelighed.

Indtil videre har robotten med succes blaffet sig igennem Canada, Holland og Tyskland. Men der skulle kun gå to ugers rejse i USA, før noget gik galt.

HitchBot fik en fin start den 17. juli, hvor den rejste rundt om Massachusetts og New York City, før den drog mod Philadelphia. Men lørdag kunne de canadiske skabere af HitchBot konstatere, at robotten havde mistet signalet, og det var ikke kun på grund af et dødt batteri. Den var blevet halshugget.

HitchBot var designet til at være en god rejsekammerat. Den kunne deltage i samtaler og dele interessante informationer om de lokale seværdigheder, lige som den var udstyret med et kamera, der tog nye billeder hvert 20. minut.

- Nogle gange sker slemme ting mod selv gode robotter. Min tur er slut nu, men min kærlighed til mennesker forsvinder aldrig. Tak til alle mine venner, skrev firmaet på vegne af robotten efter halshugningen.

Skaberne af robotten ved fortsat ikke, hvad der skete i den tragiske episode.

- Vi forsøger fortsat at finde ud af, hvad der skete, og vi forsøger at skabe et overblik med de informationer, vi har til rådighed. Det er trist. Du kan se, hvordan den bare er blevet revet fra hinanden og efterladt på gaden, siger Frauke Zeller og David Harris Smith fra McMaster University til mediet Buzzfeed.

40 kommentarer
Vis kommentarer