Venstre-borgmester dømt til at betale sin gæld

Borgmesteren i Greve påstod i retten, at et stort beløb var lånt af afdød mor på kontanthjælp - den forklaring tror dommeren ikke på

Pernille Beckmann er borgmester i Greve og netop dømt til at betale en stor gæld tilbage. PR-foto
Pernille Beckmann er borgmester i Greve og netop dømt til at betale en stor gæld tilbage. PR-foto

TIP OS: Kender du mere til sagen? Send et tip til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

En vidneforklaring fra Venstres borgmester i Greve er både helt uforståelig og uden holdepunkter i virkeligheden.

Det fremgår af en meget klar dom fra Retten i Roskilde, der tirsdag har dømt borgmester Pernille Beckmann til at betale en gæld på 60.500 kroner.

I 2008 lånte hun 62.500 kroner fra Preben Liljeroth, men har siden alene betalt et afdrag på blot 2000 kroner. Preben Liljeroth var, da lånet blev givet, samlevende med borgmesterens mor. Og det var ham, der trak borgmesteren i retten efter flere forgæves forsøg på at lave en betalingsaftale med Pernille Beckmann.

På kontanthjælp med formue i bankboks
I retten forklarede Pernille Beckmann ellers, at pengene stammede fra hendes mor, der døde 1. november 2009. Lånet skete på et tidspunkt, hvor moderen var på kontanthjælp.

Alligevel forklarede både Venstre-borgmesteren og hendes bror, at moderen altid havde penge. De lå bare gemt i en bankboks uden for myndighedernes rækkevidde:

- Det er nok gamle penge fra, da hun var blomsterhandler, forklarede broderen.

Da Pernille Beckmann afgav forklaring, bekræftede hun, at pengene kom fra moderens tid som selvstændig. Og at 'der foregik ting i branchen', som kunne forklare moderens skjulte formue i bankboksen.

Se også: Venstre-borgmester trukket i retten: - Du skylder mig penge

Mistanke om sorte penge
Men hvis det udsagn var sandt, skulle både skattemyndighederne og kommunen, som moderen boede i, have været inddraget i sagen, mener dommer Mogens Pedersen:

'Hvis moderen havde været i besiddelse af 75.000 kroner, som hun kunne låne ud af, skulle skattemyndighederne overveje, om de stammede fra 'sorte indtægter' med deraf følgende skattemæssige konsekvenser,' fremgår det af dommen.

'Og kommunen skulle have adgang til at overveje, om afdøde havde begået socialbedrageri ved at modtage kontanthjælp, selv om hun havde midler til at forsørge sig selv, med deraf afledt tilbagebetalingskrav (til boet, red.).'

Hverken skattevæsenet eller kommunen fik mulighed for at vurdere sagen. Pernille Beckmann meldte nemlig aldrig sagen til myndighederne, selv om det store lån - ifølge hendes vidneforklaring - blev ydet af moderen og senere eftergivet.

Sådan udviklede sagen sig

Julen 2007: Pernille Beckmann beder i flere mails sin mor og samleveren Preben Liljeroth om et lån på 100.000 kroner. Pengene skal bruges til en ny bil.

15. januar 2008: Preben Liljeroth overfører den del af lånet, som han personligt giver – nemlig 62.500 kroner. Det er aftalt, at der skal afdrages med 2000 kroner om måneden. Der laves dog aldrig et formelt gældsbrev.

25. januar 2008: Pernille Beckmann takker i en mail til Preben for hjælpen og bekræfter, at pengene er overført til hendes konto i Amagerbanken.

Juli 2008: I en mail skriver Pernille Beckmann nu til Preben Liljeroth, at første afdrag er overført til hans konto. Hun beklager, at betalingen er faldet for sent.

1. november 2009: Pernille Beckmanns mor dør. Preben Liljeroth undlader at nævne gælden, da han ikke mener, det er passende lige efter et langt sygdomsforløb og et dødsfald.

17. marts 2015: Preben Liljeroth skriver denne dag og flere gange siden forgæves til Pernille Beckmann og beder hende betale af på gælden.

27. juli 2015: Pernille Beckmanns advokat svarer, at lånet er indgået i boet efter hendes mor, og at Preben ikke har noget til gode.

1. februar 2017: Sagen kommer for retten i Roskilde.

Underkender alle påstande
Dommer Mogens Pedersen understreger flere gange i sin dom, at han ikke tror på borgmesterens påstande. Lånet er ydet af Preben Liljeroth og ikke betalt tilbage, som det blev aftalt mellem Pernille Beckmann og Preben Liljeroth.

Pernille Beckmann påstod også via sin advokat, at Preben Liljeroth har haft uberettiget adgang til moderens konto. Her mener dommeren ligeledes, at påstanden er utroværdig eller i værste fald strafbar:

'Retten går ud fra, at der bag anbringendet ligger en beskyldning mod Preben Liljeroth om, at han har misbrugt sin adgang til at hæve på moderens konto til sin egen fordel,' skriver dommeren i sin dom.

'Det er beskyldninger om, at han har begået mandatsvig eller stjålet.'

'Retten har absolut ingen holdepunkter for at statuere, at det er tilfældet.'

Artiklen fortsætter under billedet...

Ekstra Bladets omtale af sagen 2. februar 2017.
Ekstra Bladets omtale af sagen 2. februar 2017.
 

Skal betale gæld inden 14 dage
Pernille Beckmann skal inden 14 dage betale restgælden på 60.500 kroner til Preben Liljeroth. Hun er også dømt til at betale 19.760 kroner i sagsomkostninger til ham.

Ekstra Bladet har tirsdag bedt Venstre-borgmesteren om en kommentar til dommen. Hun har indtil videre afvist at udtale sig i sagen.

På Facebook skrev hun dog tirsdag eftermiddag:

'I dag er der faldet afgørelse i den sag, som er blevet anlagt mod mig.'

'Den gik ikke min vej, men jeg tager afgørelsen til efterretning.'

TIP OS: Kender du mere til sagen? Send et tip til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

417 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere