Venstre-borgmesterkandidat trækker sig

V-politiker Christian Brøns trækker sit kandidatur til borgmesterposten i Randers og genopstiller heller ikke

Christian Brøns (V) har i omkring syv år været en del af lokalpolitik i Randers, men han stopper. Han trækker sit kandidatur til borgmesterposten og genopstiller ikke til byrådet, da han oplever en dårlig kultur på stedet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christian Brøns (V) har i omkring syv år været en del af lokalpolitik i Randers, men han stopper. Han trækker sit kandidatur til borgmesterposten og genopstiller ikke til byrådet, da han oplever en dårlig kultur på stedet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det bliver ikke Christian Brøns (V), der sætter sig på borgmesterposten i Randers Kommune efter kommunalvalget i efteråret.

Han har nemlig valgt at trække sit kandidatur til posten bare måneder inden valget, der afholdes 16. november i år.

Christian Brøns begrunder beslutningen med, at han anser kulturen for at være dårlig.

- Jeg ser en usund kultur i Randers Kommune. I mit politiske virke har jeg haft en ambition og en målsætning om at ændre den til det bedre, men der er jeg nødt til at konstatere, at det er jeg ikke lykkedes med.

- Så har jeg stillet mig selv det spørgsmål, om jeg skal blive ved med at være i noget, jeg selv mener, er usundt, og det mener jeg ikke, jeg skal være, siger han.

Venstre-politikeren, der også er formand for Udviklingsudvalget og næstformand i Økonomiudvalget, ønsker ikke at uddybe, hvad den dårlige kultur nærmere bestemt udgøres af. Han nævner dog, at der har været mange situationer og episoder.

- Hvis man laver en Infomedia-søgning, kan man også se historikken igennem, men der er som sådan ikke en enkelt episode, der er hovedet på sømmet i forhold til den beslutning, jeg har truffet. Det er helhedsbilledet, siger han.

Ifølge Ritzaus oplysninger drejer det sig blandt andet om en meget dårlig tone blandt nogle i det politiske system.

Spørgsmål: Ville det at søge borgmesterposten ikke netop være en måde at opnå mere indflydelse til at ændre den usunde kultur, du ser?

- Der er ingen tvivl om, at en borgmesterpost også er der, man har mest indflydelse. Men mine indtil videre godt syv år i randrusiansk lokalpolitik har bare fortalt mig, at det tror jeg ikke er realistisk.

- Jeg må lave en selvvurdering, der siger, at jeg tror ikke, at mine evner rækker til at ændre på kulturen, siger han.

Brøns genopstiller ikke, og dermed tager han afsked med lokalpolitik, når den nuværende valgperiode udløber til januar.

Den unge politiker siger, at han nu skal have tid til at sunde sig, og så har han et halvt års tid til at se, hvad der skal være næste kapitel for ham.

Venstre skal finde en ny kandidat til borgmesterposten i Randers, og tirsdag aften holdt partiet ifølge Christian Brøns et ekstraordinært møde om sagen. Her har Claus Berggren, der står listet som nummer tre på Venstres hold til kommunalvalget, meldt sig.

Det er endnu ikke meldt ud, om han bliver partiets kandidat.

I øjeblikket er socialdemokraten Torben Hansen borgmester i Randers Kommune. Det har han været siden seneste kommunalvalg i 2017.

Før ham var det Claus Omann Jensen (V), der bestred posten. Det gjorde han fra 2014, hvor han overtog borgmesterembedet i Randers efter Henning Jensen Nyhuus (S).