Verden slukker lys for klimaet trods virusudbrud

Kronborg Slot, Eiffeltårnet og Markuspladsen vil lørdag aften slukke lyset for klimaet trods nedlukninger

Her ses Brandenburger Tor i Berlin sidste år under Earth Hour. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Her ses Brandenburger Tor i Berlin sidste år under Earth Hour. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters

Over hele verden slukkes lys på ikoniske bygninger og i millioner af hjem i en time lørdag aften.

Det sker i forbindelse med den årlige kampagne Earth Hour, der sætter fokus på klimaforandringer.

Begivenheden i år er dog markant anderledes, da hele verden står midt i en coronaviruskrise.

Alligevel har arrangøren, miljøorganisationen WWF, besluttet sig for at gennemføre lysslukningen trods pandemien, der har lukket adskillige lande ned.

Af samme årsag er en lang række arrangementer aflyst, da det var ventet, at tusindvis af mennesker ellers ville have været samlet ved nationale vartegn og ikoniske bygninger.

I stedet holder 40 lande en digital sammenkomst, hvor det for eksempel er muligt at livestreame koncerter på YouTube med en række musikere.

- Enestående digitale begivenheder vil mobilisere millioner af mennesker online for at deltage i Earth Hour, på en måde som det ikke er set på før, skriver organisationen på sin hjemmeside.

De mange nedlukninger verden over har på den positive side betydet en reduktion i forureningen globalt.

- Earth Hour 2020 vil se mennesker fra hele verden hæve deres stemmer for at opfordre til handling mod presserende miljøspørgsmål i deres lande, skriver organisationen.

For at overholde begrænsningerne på nedlukninger i en lang række lande har WWF foreslået aktiviteter derhjemme såsom at spille brætspil ved levende lys.

Verden over slukkes lyset fortsat ved mange vartegn.

Det drejer sig blandt andet om Eiffeltårnet i Paris, Brandenburger Tor i Berlin, Markuspladsen i Venedig, Sheikh Zayed-moskéen i Abu Dhabi og Akropolis i Athen.

Herhjemme slukker blandt andet Kronborg Slot for lyset under Earth Hour, der er fra klokken 20.30 til 21.30 dansk tid.

4 kommentarer
Vis kommentarer