Verdens dyreste kunde: Har tabt milliarder på 'banklotteri'

Europæiske Credit Suisse er lammet af et gigantisk tab, efter banken hjalp sydkoreansk finansmand med vilde investeringer

Her ses Bill Hwang (t.h.) sammen med sin advokat Lawrence Lustberg, efter han i 2012 blev idømt en gigantisk bøde for insiderhandel. Foto: Emile Wamsteker/Bloomberg via Getty Images
Her ses Bill Hwang (t.h.) sammen med sin advokat Lawrence Lustberg, efter han i 2012 blev idømt en gigantisk bøde for insiderhandel. Foto: Emile Wamsteker/Bloomberg via Getty Images

Der vanker ingen fed bonus i år, men deles i stedet flere fyresedler ud blandt topledelsen i den europæiske storbank Credit Suisse.

Det er konsekvensen, efter banken netop har opgjort tabet på en særdeles dyr kunde, skriver Wall Street Journal tirsdag.

29 milliarder kroner lyder hullet i kassen på, fordi banken har hjulpet den sydkoreanske finansmand Bill Hwang med en række vilde investeringer, der er gået helt galt.

Banken hænger i dag på regningen, da pengekassen hos Bill Hwang er rungende tom. Også den japanske investeringsbank Nomura har tabt over 12 milliarder kroner på sagen.

Handicap-rigmand anklages for lovbrud: Hjælpere arbejder 72 timer i træk

Fik bøde for insiderhandel
Den 57-årige sydkoreaner, der bor i USA, var ellers noget af en stjerne i den amerikanske finansverden, hvor han siden 2001 har drevet sin families private fond kaldet Archegos Capital Management.

Forinden var han kendt som en særdeles aggressiv og dygtig børshandler i 'stalden' hos milliardæren Julian Robertson og hans hedgefond.

At Hwang var for aggressiv, viser en sag fra 2012, hvor han og hans firma betalte en bøde på 277 millioner kroner og måtte undskylde, efter de amerikanske myndigheder afslørede ham i insiderhandel med kinesiske bankaktier.

Men hverken hans rygte eller sagen skræmte tilsyneladende Credit Suisse, Deutsche Bank, Goldman Sachs eller Morgen Stanley fra at handle med ham.

Archegos Capital Management holdt til i denne skyskraber i New York, indtil fonden forleden gik konkurs. Foto: Carlo Allegri/Ritzau Scanpix
Archegos Capital Management holdt til i denne skyskraber i New York, indtil fonden forleden gik konkurs. Foto: Carlo Allegri/Ritzau Scanpix
 

Lånte pengene
I dag er det primært Credit Suisse, der sidder tilbage med Sorteper fra det banklotteri, som bankerne har været med til at finansiere.

Det foregik ved, at Bill Hwang fik lov til at investere milliarder af kroner i udvalgte aktier, ikke mindst i mediefirmaet ViacomCBS. Men han skulle alene stille med en brøkdel af beløbet selv.

Resten af pengene lånte han af bankerne, der sørgede for at indkøbe aktierne, som milliardæren satsede på ville stige i kurs. Når de gjorde det, ville han få profitten, mens bankerne tjente penge på det gebyr, den slags handler udløser.

Eksperter advarer mod Jesper Buch-firma

Hænger på Sorteper
Problemet er bare, at det i sidste måned gik stik modsat, hvor flere af Hwangs store aktieposter - herunder ViacomCBS - blev meget mindre værd. Og da kursfaldet var større, end de penge Bill Hwang kunne skaffe, begyndte bankerne i panik at sælge ud af aktierne.

Her var Credit Suisse imidlertid langt dårligere og langsommere end de andre banker til at komme af med aktierne, der blev endnu mindre værd, i takt med at store aktieposter blev sat til salg med rabat.

Udover at fyre i toppen af banken vil Credit Suisse nu annullere udbetalingen af udbytte og har samtidig droppet et tilbagekøb af aktier.

Der er også sat en større intern undersøgelse i gang af, hvordan det kunne gå så galt med investeringerne.