Verdens første kreditkort lukker ned i Danmark

31. maj 2019 kan danskerne ikke længere få udstedt kreditkortet Diners Club, der med sin alder på 68 år er verdens ældste kreditkort

Verdens første kreditkort, Diners Club, kan fra 31. maj 2019 ikke længere bruges i Danmark. Foto: Keith Srakocic/AP
Verdens første kreditkort, Diners Club, kan fra 31. maj 2019 ikke længere bruges i Danmark. Foto: Keith Srakocic/AP

Kreditkortet Diners Club, der første gang blev taget i brug i 1950, bliver fra 31. maj ikke længere udstedt i Danmark.

Det oplyser virksomheden, der i Danmark og resten af norden er ejet af den svenske bank Skandinaviska Enskilda Bankens afdeling for kredit kort, SEB Kort.

'Efter mange års godt samarbejde med vores medlemmer har vi desværre besluttet os for at lukke vores kortvirksomhed for Diners Club i Danmark fra den 31. maj 2019,' skriver Diners Club på sin hjemmeside.

Fordi Diners Club er et fuldt ud ejet datterselskab af SEB Kort i Danmark, tilbyder SEB sine kunder et af bankens øvrige kort. 

Har man for eksempel et SAS EuroBonus Diners Club, kan man ansøge om et SAS EuroBonus Mastercard eller et SAS EuroBonus Mastercard Premium, står der i meddelelsen på Diner Clubs hjemmeside.

Flov kunde fandt på idéen
Betalings- og kreditkortet Diners Club kan bruges over hele verden og har millioner af medlemmer. Kreditkortet er kendt for at have en række fordele, blandt andet at give adgang til eksklusive lounges i lufthavne.

Ideen til kortet, der er verdens første af sin art, blev født, da den amerikanske forretningsmand Frank McNamara i 1949 skulle betale for sin frokost på Major`s Cabin Grill i New York, men opdagede, at han havde glemt sin pung.

Han blev angiveligt så flov over situationen, at den førte til ideen om kreditkortet, skriver Diners Club på sin danske hjemmeside.

McNamara drøftede efterfølgende sin ide med sin advokat, Ralph Schneider, og i februar 1950 kunne han og Ralph Schneider vende tilbage til selvsamme restaurant i New York, hvor de betalte med et lille kort af karton, hvilket blev prototypen på det, vi i dag kender som kreditkortet.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere