Natten til i går, en uge efter at en gerningsmand åbnede ild og dræbte 50 mennesker under fredagsbønnen i to moskéer i Christchurch, var flere tusinde newzealændere samlet til mindehøjtidelighed.
I anledning af ugedagen for det forfærdelige angreb startede en kampagne på de sociale medier, #headscarfforharmony, hvor ikke-muslimske kvinder i sympati med terror-ofrene og deres pårørende afbilder sig selv iført tørklæde.
Kvinder i New Zealand tager tørklæde på for at støtte terrorofre
En af de kvinder, der siden terrorhandlingen i Christchurch har båret tørklæde for at vise sin sympati, er New Zealands premierminister, Jacinda Ardern.
'De er os'
Verden over høster hun nu ros for sin revolutionerende måde at håndtere et helt lands krise og sorg.
Blandt andet fra den russisk-amerikanske aktivist og forfatter Masha Gessen, der i en klumme i The New Yorker skriver, at Jacinda Ardern 'stille har endevendt enhver forventning om, hvordan vestlige lande og deres ledere responderer på terrorangreb'.
Facebook: Video af moské-angreb blev set live af under 200
Hun roser premierministeren for sin retorik, hvor hun i stedet for at bruge sin taletid på at omtale gerningsmanden og hans handlinger har talt om ofrene, deres sorg og deres selvfølgelige plads i New Zealand.
New Zealand forbyder salg af flere våbentyper efter angreb
'(premierministeren, red.) viste straks, at hun ikke havde tid til overs til gerningsmanden af moské-skyderiet. 'Mange af dem, som er direkte påvirket af skyderiet, er muligvis migranter i New Zealand, de kan endda være flygtninge her' sagde hun. 'De har valgt at gøre New Zealand til deres hjem, og det er deres hjem. De er os', gengiver Masha Gessen.
Nobels fredspris
Flere medier verden over, heriblandt NZHerald, har det seneste døgn desuden beskrevet, hvordan Jacinda Ardern bliver hyldet på de sociale medier, hvor mange efterlyser, at hun skal vinde Nobels Fredspris.
Samme budskab har en nyoprettet underskriftindsamling, hvor over 6000 indtil videre har skrevet under på, at de mener, den newzealandske premierminister skal vinde Nobels Fredspris.
Respekt blandt 1,5 milliarder muslimer
Senest har Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, der er premierminister i de forenede arabiske emirater og leder i Dubai, også meldt sig ind i koret af hyldester til Jacinda Ardern.
Premierminister fik manifest ni minutter før angreb
I et tweet på sin officielle Twitter-profil takker han hende og resten af New Zealand for deres 'empati og støtte, som har vundet respekt hos 1,5 milliarder muslimer efter terrorangrebet, som rystede det muslimske samfund verden over'.
Til teksten, hvor han også har 'tagget' Jacinda Ardern, har han vedlagt et billede af Burj Khalifa – verdens højeste bygning – lyst op med et billede af den tørklædeklædte newzealandske premierminister, der omfavner en anden kvinde. Over billedet er skrevet ordet 'fred' på både engelsk og arabisk.