Verdens mest 'cool' løb: Her løber de maraton på Nordpolen

Det er hårdt nok at løbe et maraton i plusgrader, men forestil dig at fuldføre det flere kilometer lange løb i minus 41 grader. Se indslag fra løbet på Nordpolen herunder

(Video: SNTV)

De fleste ville gyse bare ved tanken. Både på grund af distancen men især på grund af temperaturen. Men lørdag lod 52 seje mænd og damer sig ikke skræmme, da de løb 'The North Pole Marathon' i minus 41 grader.

Løberne kom fra 18 forskellige lande, og ud af de 52 deltagere var 18 kvinder. Det største kvindefelt siden løbets begyndelse for 12 år siden.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdagens maraton blev afholdt på russiske Camp Barneo, der også fungerer som Nordpolsekspeditioners basecamp, og som befinder sig kun 49 kilometer fra verdenens top.

Se også: Udlændinge løber maraton i Nordkorea

Banen var markeret med flag stukket i isen, og deltagerne skulle gennemføre 12 runder for at løbe maratondistancen på 42,195 kilometer. Undervejs var det dog muligt at holde pause i et telt, hvor ekstrem-løberne kunne genvinde kropsvarmen og få forfriskninger i form af varme drikke og snacks.

Sammenlignet med de sædvanlige shorts og t-shirts måtte løberne iføre sig en del lag og udstyr under lørdagens maraton på Nordpolen.

Løberne bar elefanthuer, skibriller, handsker, lange underbukser, vandtætte løbebukser og flere lag termotøj. Derudover skulle al hud være smurt godt ind i solcreme.

Af sikkerhedsgrunde var der placeret snigskytter rundt omkring på ruten i tilfælde af en isbjørn skulle strejfe ind på løbeområdet.

Se også: Krydser Atlanten i åben ballon

I mændenes løb vandt amerikanske Dorn Wenninger med en tid på fem timer, 37 minutter og 33 sekunder. Blandt kvinderne gennemførte russisk amerikanske Gulzhamal DeFelice løbet hurtigst med en tid på fem timer, 50 minutter og 12 sekunder.

Alle deltagere i årets Nordpolen maraton gennemførte løbet, selvom det for nogle tog mere end ti timer. Dagens største jubelråb fra tilskuerne lød, da den franske løber Bruno Louges, som blev diagnosticeret med multipel sklerose for fem år siden, gennemførte løbet med en tid på ni timer, 47 minutter og 56 sekunder på trods af at være i smerter undervejs.

I indslaget øverst i artiklen følger vi løberne fra start til slut

3 kommentarer
Vis kommentarer