Verdensberømt turistattraktion får byggetilladelse efter 136 år

Byggeriet af den verdenskendte kirke Sagrada Familia har efter mere end 130 år endeligt fået byggetilladelse. Nu venter en enorm million udbetaling

Nu har kirken endeligt fået sin byggetilladelse, men skal betale stort millionbeløb. Hør chefakitekten for projektet fortælle om planerne her (Video: AP)

Byggeriet af den verdenskendte kirke Sagrada Familia har efter mere end 130 år endelig fået byggetilladelse. Det skriver britiske BBC ifølge NRK.

Det kan virke mærkværdigt, eftersom kirken med dens 4,5 millioner besøgende hvert år er blandt Spaniens mest besøgte attraktioner og er kendt i hele verden.

Aftalen om byggetilladelsen blev indgået torsdag og kaldes af borgmester Ada Colau i Barcelona for 'historisk'.

Byggeriet af kirken har stået på siden 1882, hvor den berømte arkitekt Antoni Gaudí fik ansvaret for byggeriet af kirken.

Kranerne tårner sig op over det ikoniske byggeri. Foto: AP
Kranerne tårner sig op over det ikoniske byggeri. Foto: AP

Gaudi døde i 1926, hvor kirken som nævnt endnu ikke var færdiggjort.

Siden blev en del af tegningerne til byggeriet ødelagt i den spanske borgerkrig, og flere arkitekter har på skift siden ledet arbejdet med at færdiggøre katedralen, der efter 136 års arbejde endnu ikke står færdig.

Selvom Sagrada Familia er blandt de mest kendte byggerier i verden, og millioner af turister hvert år besøger den, har den spanske stat ikke haft en styrende rolle. Det meste af byggeriet er blevet finansieret af privatindsamlede midler, og bygningsarbejdet har ikke været underlagt nogen særlig kontrol.

Hverken af lokalstyret i Barcelona eller de regionale myndigheder.

Siden 1995 har byggegrunden, hvor Sagrada Familia ligger, været angivet som en tom byggegrund tilhørende bispedømmet i Barcelona.

Ifølge El País har de manglende byggetilladelser betydet, at byggeriet af kirken flere gange har brudt byggereglerne uden myndighederne dog har gjort noget ved overtrædelserne.

I 2011 blev det af komiteen, der er blevet nedsat for at sørge for afslutningen af byggeriet, endeligt besluttet, at Sagrada Familia skal færdiggøres efter Gaudís planer og stå klar til åbning i 2026. 100 år efter den verdensberømte arkitekts død.

Den ambitiøse plan medførte en voldsom forøgelse af byggeaktiviteten på kirken. Den øgede byggeaktivitet belastede nabolagene og i 2015 begyndte komiteen bag færdiggørelsen af byggeriet og borgmester Ada Colau forhandlinger om en reguleringsplan af byggeriet.

Den plan resulterede torsdag i en endelig aftale, hvor de endelige tilladelser endegyldigt blev givet til Sagrada Familia til gengæld for, at bygherrerne betaler 336 millioner kroner for manglende tilladelser. Et beløb der skal betales over de næste 10 år.

De mange hundrede millioner skal bruges til at forbedre den offentlige transport rundt om kirken og lokalområdet som helhed.

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere