Verdenskendt tradition: Maler storbyens flod grøn

Traditionen tro er floden i Chicago blevet malet grøn i anledning af den årlige St. Patrick's Day

Floden er grøn! Video: KameraOne

Hvert år omkring den 17. marts bliver floden i Chicago malet grøn.

Anledningen er den årlige irske helligdag St. Patrick's Day, hvor irerne verden over går amok med grønne farver, øl og musik.

I år blev floden malet grøn lørdag 16. marts som optakt til Chicagos verdenskendte St. Patrick's Day-optog.

Egentlig er det orange farve, der bliver brugt til at male floden, men når farven kommer i kontakt med vand, bliver den grøn.

Det skriver CNN.

Siden 1962 har Chicago malet floden grøn som markering på starten af St. Patrick's Day-højtiden.

Derfor fejrer irerne St. Patrick's Day

Irland og irere i hele verden fejrer St. Patrick's Day d. 17 marts, men hvorfor gør de egentlig det?

Historien om den irske helgen begyndte for omkring 1700 år siden, hvor England var en del af det kriseramte Romerrige. Det fik ifølge myten det irske folk til at udnytte situationen og tage på plyndretogt i nabolandet. Her tog de adskillige slaver, og en af dem var den 16-årige brite Patrick.

Tilbage i Irland blev den unge mand sat til at passe får hos sin nye 'ejer', men slap efterfølgende fri og var derfor på flugt. Det lykkedes ham at blive genforenet med sin familie, efter han blev samlet op af et skib og fragtet tilbage til hjemlandet. Men her sluttede forholdet til Irland ikke.

Patrick valgte at modtage undervisning på et kloster, og efter et par år besluttede han sig for at drage tilbage til Irland for at missionere. Her blev han hurtigt udnævnt til biskop, og fik stor betydning for kristendommens indtog i det grønne land. Blandt andet var han med til at døbe syv konger fra forskellige kongedømmer, inden han døde år 461 d. 17 marts.

Efterfølgende er netop den dato blevet irernes nationaldag, og den bliver fejret med øl, musik og grønt tøj i massevis.

Men hvad så med den klassiske firkløver? Det skyldes, at St. Patrick forklarede treenigheden til de ikke-troende ved at vise en firkløver. Skål og 'Happy St. Patrick's Day'.

Kilde: Kristendom.dk og Berlingske.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

1 af 2 
2 af 2 
43 kommentarer
Vis kommentarer