Lukningen af den dansk-tyske grænse har i den grad sat sit præg på de vestjyske turistbyer, som i høj grad lever af netop gæster fra Tyskland.
Både i Blåvand og Henne har flere butiksejere taget konsekvensen af de manglende turister. De har lukket deres butikker midlertidigt og forsøger på den måde at ride stormen af økonomisk og undgå at sprede smitten.
Kun halvdelen af de tyske turister, som skulle være ankommet til Blåvand lørdag, nåede over grænsen, før bommen gik ned.
Lige nu er priserne på at leje et sommerhus lave på grund af sæsonen. Men det ændrer sig om få uger.
- I denne uge er der normalt omkring 400 udlejninger af sommerhuse i Blåvand. Men i ugerne omkring påske taler vi omkring 2000 lejemål pr. uge - og til høje priser. Det kommer virkelig til at gøre økonomisk ondt, hvis disse lejemål forsvinder, siger Finn Christensen, der er direktør i Feriekompagniet i Blåvand.
Forventer fyringer
Direktøren lægger ikke skjul på, at krisen bliver så hård, at han forventer afskedigelser i firmaet.
- Jeg har allerede sagt til mit personale, at vi ikke kan undgå fyringer. Krisen her giver en gevaldig lussing, fastslår Finn Christensen.
Alle syv sommerhus-udlejningsfirmaer i Blåvand har i disse dage forrygende travlt. Dels skal de håndtere de mange afbestillinger, og dels presser sommerhusejerne også på. Deres private økonomi er hæftet op på, at sommerhuset bliver udlejet ofte og til den højest mulige pris.
- Der er ingen tvivl om, at vi alle kommer til at mærke det her økonomisk. Vi har dog ikke problemer med likviditeten og har ikke planer om fyringer, siger Regina Sørensen, der er bureauchef i udlejningsfirmaet Esmark i Blåvand.
Hun håber på, at mange danskere vil leje de sommerhuse i påsken, som tyskerne nu afbestiller.
Knaldtilbud til danskerne
- Jeg tror, at alle i branchen arbejder på at komme med nogle gode udlejningstilbud i påsken, som jo er højsæson for os, siger Regina Sørensen.
Feriehusudlejernes Brancheforening anslår, at grænselukningen frem til 13. april vil koste en milliard kroner i omsætning. Samtidig vil 1200 jobs forsvinde.
- På lang sigt kan det være, at krisen her kan komme ud til vores fordel. Vi kan håbe, at turisterne vil søge hen, hvor der er ordnede forhold, ingen corona og terror, siger Finn Christensen.
--------- SPLIT ELEMENT --------
DER ER INGEN MENNESKER PÅ GADEN
Også turistbyen Henne er hårdt ramt af krisen.
Caféejer Lars Sigaard slår opgivende armene ud.
- Se dig omkring. Der er ingen mennesker på gaden. Fire butikker er allerede lukket indtil videre. Og flere følger snart efter. 75-80 procent af vores omsætning kommer fra de tyske turister, siger caféejeren.
Lige nu går det - men til påske ender det hele i en økonomisk katastrofe, siger han.
- Påsken er den bedste tid på året for os. 30 procent af hele årets omsætning ligger her. Af en eller anden grund spørger folk aldrig om prisen, når de køber ind i påsken. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ejer caféen her sammen med min kone. Vi risikerer da også at gå økonomisk ned, hvis det her varer mere end et halvt år, siger Lars Sigaard.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
DROPPER DUBAI FOR HENNE
Per Godballe og Lena Hejsel fra Aarup på Fyn skulle egentligt have været til Dubai i denne uge. Men den tur blev aflyst i sidste øjeblik på grund af smittefaren med coronavirus.
- Så nu er vi endt i Henne, hvor vi har lånt et sommerhus. Vi havde jo lovet ungerne en tur. Og det sker så her. Men det er helt fint at være i sommerhus. Vi får masser af frisk luft og kommer hjemmefra nogle dage. Derhjemme er der altid et eller andet, der skal laves. Derfor var det vigtigt for os at komme ud af huset, siger Per Godballe.
I klapvognen ligger en stor dunk med håndsprit, så hygiejnen kan holdes i top.
- Byen er godt nok uddød. Men det er fint nok for os, siger parret.