Veteraner mindes deres dræbte kammerater fra D-Dag

75 år siden, at invasionen i Normandiet fandt sted

Amerikaneren Vincent Speranza var faldskærmssoldat og deltog i den blodige invasion. Han er vendt tilbage til Carentan i Normandiet for at mindes sine gamle kammerater. Syv C-47 fly deltog i højtideligheden, og et større antal faldskærmssoldater sprang ud.
FOTO: BERTRAND GUAY / AFP
Amerikaneren Vincent Speranza var faldskærmssoldat og deltog i den blodige invasion. Han er vendt tilbage til Carentan i Normandiet for at mindes sine gamle kammerater. Syv C-47 fly deltog i højtideligheden, og et større antal faldskærmssoldater sprang ud. FOTO: BERTRAND GUAY / AFP

Veteraner og statsledere mindes i disse dage de allierede troppers invasion af Normandiet, der fandt sted for 75 år siden.

Tidligt om morgenen 6. juni 1944 begyndte landsætningen af tropper fra især USA, Storbritannien og Canada. Forinden var faldskærmssoldater blevet sendt ned bag fjendens linjer.

De allierede tropper blev udsat for voldsom beskydning fra tyske bunkere. Soldaterne havde forinden fået at vide, at de tyske stillinger var blevet nedkæmpet. Men det var ikke tilfældet trods voldsomme bombardementer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
De allierede tropper blev udsat for voldsom beskydning fra tyske bunkere. Soldaterne havde forinden fået at vide, at de tyske stillinger var blevet nedkæmpet. Men det var ikke tilfældet trods voldsomme bombardementer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
 

Målet med Operation Overlord var at få skabt et brohoved, så en yderligere landsætning af tropper og materiel kunne bane vejen for Hitlers fald.

Godt 160.000 soldater deltog i invasionen. Omkring 10.000 allierede soldater blev dræbt, såret eller taget til fange af tyskerne.

Det er især i Frankrig og Storbritannien, at der afholdes mindehøjtideligheder i forbindelse med 75 års jubilæet.

Britiske veteraner deltager i en ceremoni nær den berømte Pegasus bro, hvor faldskærmstropper natten mellem 5. og 6. juni landede. Tropperne overraskede fuldstændig de tyske tropper og erobrede den strategisk vigtige bro uden større tab.
Britiske veteraner deltager i en ceremoni nær den berømte Pegasus bro, hvor faldskærmstropper natten mellem 5. og 6. juni landede. Tropperne overraskede fuldstændig de tyske tropper og erobrede den strategisk vigtige bro uden større tab.
 

I Portsmouth, som var en af udskibningshavnene for den massive flåde, deltager både den engelske dronning Elizabeth, premierminister Theresa May og den amerikanske præsident Donald Trump i højtideligheden.

Den 93-årige dronning Elizabeth takkede veteranerne for deres heltemod.

- Det er med ydmyghed og fornøjelse, at jeg på vegne af hele landet, faktisk hele den frie verden, siger tak til jer alle, sagde dronningen.

Operation Overlord var et afgørende vendepunkt i 2. Verdenskrig og bidrog til Nazitysklands nederlag i maj 1945.

Hyldede veteraner
- Landgangen i Normandiet for 75 år siden var et eksempel på historisk, internationalt samarbejde, sagde den britiske premierminister, Theresa May, i en tale, hvor hun hyldede veteranerne, der 'kæmpede for at sikre den frihed og fred, vi nu nyder'.

Også Angela Merkel, hvis land udgjorde fjenden dengang, er til stede ved den to dage lange markering af D-dag.

Repræsentanter fra USA, Frankrig, Holland, Norge, Polen og Danmark deltager i højtidelighederne. Den russiske præsident Vladimir Putin er ikke inviteret. Russerne deltog ikke selve invasionen i Frankrig.

Minderne vender tilbage
Ernie Nelson er 95 år og fra Cheshire. Han var telegrafist på HMS Scourge. Krigsskibet eskorterede invasionsfartøjer til den franske kyst, og det beskød de tyske stillinger, mens soldaterne forsøgte at kæmpe sig i land.

Nelson betegner det som en 'første klasses oplevelse' at være tilbage i Portsmouth igen.

- Men minderne vender tilbage, og det er problemet. Jeg får flashbacks, og jeg husker alle de folk, som jeg dengang var sammen med, siger krigsveteranen.

Flere steder på den franske invasionskyst afholdes der også mindehøjtideligheder. Flere har klædt sig ud i datidens uniformer og bygget regulære militær-lejre for at vise eftertiden, hvordan 2. Verdenskrig udspillede sig.

En 2. Verdenskrigs entusiast har iklædt sig en amerikansk uniform og slået lejr i Longues-sur-Mer. FOTO: JOEL SAGET / AFP
En 2. Verdenskrigs entusiast har iklædt sig en amerikansk uniform og slået lejr i Longues-sur-Mer. FOTO: JOEL SAGET / AFP
 

16 allierede lande - heriblandt Danmark - har underskrevet en erklæring i forbindelse med 75 års dagen for D-Day.

- Vi samles i dag for at ære dem, som betalte den ultimative pris på D-Day og mindes de mange millioner af kvinder og mænd, som mistede livet i 2. Verdenskrig - den største konflikt i menneskehedens historie, hedder det blandt andet i erklæringen.

Forstærkninger sendes ind på Omaha Beach nær Vierville sur Mer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Forstærkninger sendes ind på Omaha Beach nær Vierville sur Mer. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
 

Invasionen af Normandiet har givet inspiration til flere krigsfilm og TV-serier. Blandt de bedst kendte er instruktøren Steven Spielbergs 'Saving Private Ryan' og 'Band of Brothers'.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere