Vi er klar til 115 år mere

Ekstra Bladet har fødselsdag: Vi er hele pakken: Sport, underholdning og afsløringer, og vi er drevet af at være først med nyhederne, skriver Poul Madsen

TV: Tidslinje over Ekstra Bladets historie til 115 års fødselsdag i 2019

Se med i toppen: Her er Ekstra Bladets historie

DA JEG FØRSTE gang gik ind ad svingdøren og op ad trappen til Ekstra Bladets redaktion i 2001, var det ikke uden sommerfugle i maven. Ekstra Bladet var dengang og er stadig en levende legende. Frygtet og elsket, men først og fremmest uundværlig. Nu 115 år gammel.

Tegning: Morten Ingemann Foto Mega-galleri: Fræk i 115 år

Vi arbejder hver eneste dag på at give de danskere en stemme, som ellers ikke ville blive hørt. Det er derfor, vi senest har tvunget politikerne til at tale om pensionsalder og nedslidning. For det er ikke alle, der kan holde til 50 år på arbejdsmarkedet. Og vi går gerne mod strømmen. Når de fleste politikere tordner om, at flygtninge og indvandrere er en byrde for det danske samfund, viser vi, at der er en masse, der lykkes.

Jeg tør uden at blinke sige, at vi vil gøre Danmark til et bedre sted at leve, og det kan kun ske, hvis vi ikke taler magthaverne efter munden, men stiller dem til ansvar for den måde, de forvalter deres magt på.

VI HAR IKKE NOGEN klar defineret politisk holdning, men er i opposition til den til enhver tid siddende regering, fordi magt korrumperer, hvis den ikke bliver sagt imod. Som socialdemokraten Erling Olsen engang sagde: 'Det er smudspressen, der holder demokratiet rent.' Men der er nu ikke meget smuds over os nu om dage. Vi tager bare vores rolle som den fjerde statsmagt alvorligt.

Men livet er som bekendt ikke kun problemer. Derfor vil vi også gerne underholde dig, og vi følger intenst med i sportsverdenen på dine vegne. Ekstra Bladet er hele pakken: Sport, underholdning og afsløringer, og vi er drevet af at være først med nyhederne.

Vi takker for tilliden og vil ydmygt arbejde på at blive endnu mere relevant for dig, siger Poul Madsen. Foto: Jakob Boserup
Vi takker for tilliden og vil ydmygt arbejde på at blive endnu mere relevant for dig, siger Poul Madsen. Foto: Jakob Boserup
 

TILBAGE I 2001, da jeg kom til Ekstra Bladet, blev der talt utrolig meget om fortidens fantastiske bedrifter og meget lidt om nutiden. Alle, både medarbejdere og læsere, drømte sig formodentlig tilbage til dengang, alting var meget mere enkelt. Man udgav en avis én gang i døgnet, og folk elskede deres Ekstra Blad.

På få år i 60’erne gik Ekstra Bladet under den legendariske chefredaktør Vrisne Victor fra 30.000 i oplag til 250.000, fordi man ikke bare ramte tidsånden, men var den med frisind og frække overskrifter.

I begyndelsen af 00'erne var nutiden ikke nær så glamourøs. Papir-oplaget var for alvor begyndt at gå tilbage, og dertil kom efterdønningerne fra en anti-flygtninge-kampagne i slutningen af 90'erne, som var rigtigt tænkt, men endte med at blive alt for skinger og enøjet. Ekstra Bladet var under pres.

Tegning: Morten Ingemann Foto Mega-galleri: Fræk i 115 år

I DAG HAR EKSTRA BLADET genvundet styrken. Vi har netop lanceret en helt ny søndagsavis, og på mobil og computer er vi danskernes foretrukne nyhedsmedie. Vi tænker kun fremad.

Sidste år blev vores historier læst mere end fire milliarder gange på nettet, og i januar i år slog ekstrabladet.dk sin gamle besøgsrekord.

Vi takker for tilliden og vil ydmygt arbejde på at blive endnu mere relevant for dig. Du kan regne med, at sker der noget i det her land, så kan du først læse om det på ekstrabladet.dk. Og vi tør stadigvæk, hvor andre tier. Den cocktail går aldrig af mode.

VI ER KLAR til 115 år mere.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kampen mod uretfærdighed og politisk korrekthed

Nydanmark-kampagnen med Poul Madsen og Özlem Cekic i spidsen satte fuld fokus på, at Danmark har forandret sig - og at det handler om at se mulighederne i stedet for hele tiden at fokusere på problemerne. Foto: Stine Tidsvilde
Nydanmark-kampagnen med Poul Madsen og Özlem Cekic i spidsen satte fuld fokus på, at Danmark har forandret sig - og at det handler om at se mulighederne i stedet for hele tiden at fokusere på problemerne. Foto: Stine Tidsvilde
 

Gennem årene har Ekstra Bladet ført et utal af kampagner, hvor vi har kæmpet for de svageste, har udfordret bolighajer, skrankepaver, autoriteter og den korrekte mening.

Ingen kampagne har været så kontroversiel som Ekstra Bladets fremmedkampagne 'Godhedens pris' i slutningen af 90'erne. Udgangspunktet for Ekstra Bladets kampagne er spørgsmål som 'Hvad skal vi gøre med de fremmede?' og 'Hvor tolerante skal vi være?'

Ekstra Bladets fremmedkampagne i 1997.
Ekstra Bladets fremmedkampagne i 1997.

Kampagnen opfordrede alle til at skrive ind og give deres mening om 'de fremmede' til kende. Ekstra Bladets kampagne bragte sindene i kog, og navnlig den reklamekampagne, der ledsagede 'de fremmede', blev anklaget for racisme. Men fremmeddebatten blev vakt til live, hvilket kom til at sætte varige spor Danmark.

20 år efter satte Ekstra Bladet under temaet 'Nydanmark i 2017 atter fuld fokus på et Danmark, der har forandret sig voldsomt over de seneste årtier. Poul Madsen slog tonen an i en leder, hvor han blandt andet skrev: 'Her på Ekstra Bladet synes vi, at det efterhånden er på tide, at vi ser virkeligheden i øjnene: Integrationen er en opgave, der er kommet for at blive. Lad os se mulighederne i stedet for hele tiden at påpege problemerne. Lad os sammen få det bedste ud af Nydanmark.'

--------- SPLIT ELEMENT ---------

... og så yndig ser hun ud

I næsten 43 år har Ekstra Bladets Side 9-pige været en uundværlig del af Ekstra Blads-universet.

1. juli 1976 debuterede hun i skikkelse af 24-årige Elin Holmtoft i spalterne - og siden er hun blevet en institution i dansk presse.

Elin Holmtoft var langtfra den første, der viste hud i Ekstra Bladet. Foto: Jørgen Sperling
Elin Holmtoft var langtfra den første, der viste hud i Ekstra Bladet. Foto: Jørgen Sperling

Siden de glade og frisindede 60'ere havde bladet, anført af den legendariske chefredaktør Victor Andreasen, ved enhver tænkelig lejlighed provokeret og udfordret snerpetheden ved at vise mere eller mindre afklædte kvinder.

Kvinderne i front var navne som som Lotte Tarp, Hanne Lyngfeldt, Susanne Krage, Birte Tove og Lisbet Lundquist.

Side 9-begrebet blev søsat med det formål at vise 'naboens datter', altså helt almindelige danske piger, og den ambition har ofte været på dagsordenen i de tusindvis af billeder, der er blevet offentliggjort siden premieren.

Tegning: Morten Ingemann Foto Mega-galleri: Fræk i 115 år

117 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere